Britt Carlsen
Det er en fornøjelse at følge flere af de danske springryttere i de internationale springkonkurrencer i Odense og ikke mindst Jessica Vinther Jensen og Linnea Ericsson, der red sig helt op i topkampen i formiddagens stor turs klasse i den et-stjernede konkurrence.
Jessica Vinther Jensen red på banen som klassens 10. rytter og hun red en meget overbevisende og flydende runde på Levante, der løste opgaven perfekt under Jessica, der rider i perfekt balance med sine heste. Hun lagde sig i spidsen for konkurrencen, men hendes glæde varede kun kort, for Linnea Ericsson kom på banen lige efter med lynhurtige Wish, som hun tidligere har vundet en klasse på her i Odense. Wish er klippet meget spektakulært med stjerner på bagparten. Wish springer lidt i sin egen form, men med en super benteknik og stor smidighed i overlinjen, og med erfarne Linnea i sadlen bliver der ikke spildt mange hundrededele på banen. Linnea red sig ind foran Jessica, og man havde ikke lige en fornemmelse af, at banen kunne rides meget hurtigere indtil en ung polsk rytter Maksymilian Wechta satte tingene på plads og red sig til sejren.