Dansk Don Juan de Hus-søn solgt til Frankrig

29-09-2016 10:28
Avl

Et dansk stutteri har netop solgt deres hingsteføl Netstutteriets DJ efter den franskejede hingst Don Juan de Hus til hingstens franske rytter

Copyright Ridehesten.com
Netstutteriets DJ på følskue i sommer.

Den 34-årige franske OL-rytter Jessica Michel-Botton er chefberider på Haras du Hus og derfor også den daglige rytter på den 8-årige KPWN-hingst Don Juan de Hus e. Jazz/ Krack C, der høstede stor publikumsjubel ved UVM i Verden i 2013 og sidenhen er blevet en populær avlshingst. Hingsten er godt på vej i sin dressuruddannelse med Jessica, der tidligere har redet EM, VM og OL på hoppen Riwera de Hus.

I dette forår faldt Jessica, der på det tidspunkt stadig var på barsel med sin nu snart 1-årige datter, for billederne af et nyfødt, dansk hingsteføl e. Don Juan de Hus på facebook. Føllet er avlet af Merete og Bo Brink og er trukket på RDH-hoppen Netstutteriets Brilliant e. Gribaldi/Midt-West Ibi-Light.

Copyright Ridehesten.com
Netstutteriets DJ, da han kom til verden den 18. maj 2016.

- Jessica faldt særligt for et billede af føllet, hvor han er helt nyfødt og ligger i halmen. Hun skrev til os, at hun var helt solgt, og at det var kærlighed ved første blik, fortæller Bo Brink.

Jessica har sidenhen holdt kontakten til Merete og Bo, og har efter forespørgsel fået tilsendt video af DV-hingsteføllet, der hedder Netstutteriets DJ. En af de ting, der har overbevist den franske toprytter, er udover føllets øjensynlige kvaliteter på videoen moderhoppens kvaliteter. Hun vandt i 2012 sin rideprøve med et særdeles godt resultat og er i øvrigt drægtig med Dream Boy.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner