Dansk 2’er i Sugar Cup finalen

14-08-2012 12:27
Bedste dansk resultat under Malmø Horse Show 2012 blev redet hjem af Frederikke Svennesen på Frodo, som opnåede en andenplads med stilpoint 8,4
Copyright Ridehesten.com
Foto: Eventingphoto

Danmark deltog med seks ponyekvipager, som via en række træningssamlinger samt semifinale i Flyinge, Sverige, for to uger siden, fik adgang til den fornemme finale under Malmø Horse Show 2012. De to af rytterne strøg helt til tops og blev placeret som henholdsvis nr. 2 og nr. 4. Frederikke Svennesen på Frodo opnåede 8,4 i stilbedømmelsen og blev placeret som nr. 2. Trine Larsen på Ozzy opnåede en 4. plads med stilpoint 8,2. I alt deltog 20 ponyekvipager i finalen. Sugar Cup er en træningsserie i Danmark og Sverige med stilbedømmelse i terræn, hvor forhindringshøjden er 60-70 cm. Formålet er at tilbyde børn træning og udvikling i terrænspringning under gode og sikre former. Sugar Cup er grundlagt af Pernilla og Ted Velander i 2008 i Sverige. Danmark deltog for første gang i år. Bedømmelsen foregår under konkurrencelignende forhold. Således har der været ca. 80 ekvipager til start i kvalifikationsperioden, inden de 20 bedste er fundet og udtaget til den endelig finale. Kilde: Pressemeddelelse

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner