Anna Pørtner
I går blev årets EM i dressur skudt i gang med første halvdel af holdkonkurrencen, hvor to danske ryttere var til start, Nadja Aaboe Sloth og Rikke Dupont. Indtil og med på søndag går det atter løs i franske Crozet tæt ved Genéve. Det er første gang i historien, at Frankrig er vært for dette mesterskab, som bliver holdt på det imponerende Jiva Hill Stables med Mont Blanc i baggrunden.
I løbet af de næste dage skal både hold- og individuelle medaljer fordeles, og i dag går det således løs med anden afdeling af holdkonkurrencen, der går i Grand Prix. Her skal anden halvdel af ekvipagerne til start, og det er her, det for alvor bliver spændende, da holdenes bedste ekvipager rider til sidst og således her, hvor holdmedaljerne bliver afgjort. Udover de 14 konkurrerende nationer starter også ni individuelle ekvipager i håb om at kvalificere sig til Grand Prix Special.
Danmark er repræsenteret af to af landets mest erfarne dressurryttere i mesterskabssammenhæng, som suppleres af to EM-debutanter. Således er Andreas Helgstrand og Cathrine Laudrup-Dufour til start i dag og skal afgøre holdets endelige placering, mens Nadja Aaboe Sloth og Rikke Dupont lagde rigtig flot fra start i går, der placerede Danmark på en foreløbig tredjeplads.
Opdateret kl. 16.45:
Danmark sikrer sig en bronzemedalje ved årets holdkonkurrence efter fire flotte præstationer fra de danske ryttere. Det bliver Tyskland, der løber med årets guldmedalje i holdkonkurrencen, mens Storbritannien tager sig af sølvet, efter lidt vanskeligheder med en udgået ekvipage.
Ydermere er det værd at bemærke, at alle danske ekvipager er videre til morgendagens Grand Prix Special, der løber af stablen fra klokken 10.00. Her gælder det individuelt for rytterne, hvor de 18 bedste ekvipager går videre til Grand Prix Kür, dog maksimum tre ryttere fra hver nation, så her bliver det altså ikke alle fire danske ekvipager, vi får at se.
Opdateret kl. 16.25:
Alle dressurentusiaster husker Charlotte Fry og den imponerende Glamourdale e. FS Lord Leatherdale/ Negro fra VM i Herning i 2022, hvor de vandt individuelt guld. I dag red de på banen som sidste engelske ekvipage, og her viser den imponerende hingst endnu en gang fantastisk form. Flot indridning og vellykket fri trav. En lille smule bag hjælperne i den første piaffe, men strækker sig rigtig flot ned og frem i den frie skridt - man kunne måske ønske en smule mere overtrædning, men hingsten spænder af og klarer sig godt igennem skridtprogrammet.
En lille smule usikker fra skridt til passage, men virkelig en flot passage - igen driller piaffen en smule, men det er heller ikke Glamourdales stærkeste side, men så kommer galopprogrammet, og det er til gengæld virkelig hingstens stærke side. Virkelig flotte og gennemsprungne toerchangementer - virkelig store og med flot luft under sig, hvilket også gælder for den frie galop.
Endnu en gang er etterchangementerne virkelig flotte og vellykkede, måske man kan snakke om, at hingsten bliver en smule ustabil i kontakten foran, og så går det desværre lidt galt ind i piruetterne, hvor særligt den første piruette mislykkedes for parret, hvilket kostede dyrt. Flot afslutning med den frie trav og passage til piaffe i slutningen. Generelt et flot program fra den britiske ekvipage, men ikke det bedste, der er set fra deres side. De slutter med 75,839% og altså en del under, hvad parret normalt kan præstere. Det var dog nok til at skubbe det britiske hold op på en andenplads, og Danmark ryger dermed ned på en foreløbig bronzemedalje inden klassens sidste to ekvipager.
Opdateret kl. 16.15:
Hollandske Dinja van Liere red på banen i sadlen på Hermes N.O.P. e. Easy Game/ Jazz, med hvem hun vandt bronze med ved VM i Herning i 2022. Parret startede flot ud, desværre kom der lidt spændinger undervejs, hvilket skubbede parret lidt ned i placeringerne. Det reddede Dinja dog flot med meget vellykkede passage- og piaffe-momenter.
Flotte og lette toerchangementer, hvilket også gav godt med point for hollænderen. Flot zig-zag med vellykket bøjning og meget præcise changementer. Endnu en gang er etterchangementerne vellykkede, ikke kæmpe store men meget lette og afbalancerede. Galoppiruetterne er også flotte og velforberedte, selvom Hermes måske mister balancen en smule i den sidste piruette. I den sidste fri trav sker der en taktfejl, men Dinja får hurtigt rettet op på fejlen og rider op ad midterlinjen i virkelig flot passage og piaffe med næsen flot i front og en ganske okay parade. Overall et flot program, hvor Dinja måske ikke får redet helt til sit maksimale i dag. Parret ender på 76,941% og en foreløbig fjerdeplads.
Opdateret kl. 16.05:
Nu spidser konkurrencen virkelig til, og Tysklands stærkeste kort - Isabell Werth i sadlen på DV-hoppen Wendy de Fontaine e. Sezuan/ Blue Hors Soprano (opdr. Kurt Gosmer) har netop været på banen. Flot start fra den tyske ekvipage, men hoppen virker måske en smule mere urolig end tidligere set. Flot passage ind i piaffen, der virkelig lykkes godt, og igen overgangen fra piaffe til passage lykkes virkelig godt.
I den frie skridt er der flot overtrædning og god øgning af skridtens længde, mens overgangen fra skridt til passage også lykkes rigtig flot for ekvipagen, ligesom de resterende overgange fra passage til piaffe også lykkes flot. Toerchangementerne er flotte og gennemsprungne med flot form, og den frie galop er flot og opadgående. Måske en smule ubalance i zig-zaggen og man sidder lidt med en følelse af, at Werth ikke rider helt til sit maksimale. Wendy falder en smule på fronten i etterchangementerne, men Werth får rettet flot op og laver flotte galoppiruetter - centrerede og meget på bagbenene.
Super flot fri trav med flot balance inden parret vender ad midterlinjen i en vellykket passage, hvor Wendy står flot i fronten og får lavet en virkelig flot overgang fra passage til piaffe og ud i passage igen ind i den afsluttende parade, der virkelig lykkes godt for parret. Den tyske ekvipage bliver belønnet med 79,224% og sniger sig lige forbi Justin Verboomen på andenpladsen. Det betyder altså, at Tyskland nu har haft alle deres ekvipager på banen, og Tyskland ligger sig dermed i spidsen af konkurrencen.
Opdateret kl. 15.58:
Belgiens Justin Verboomen har overrasket alle de seneste par år. Ham og Zonik Plus e. Glock's Zonik N.O.P./ Hohenstein 4 er uden tvivl en af de helt store upcoming stars lige nu. Ekvipagen har været i en særdeles god udvikling gennem de seneste måneder, hvor det blandt andet er blevet til en sejr ved World Cup-stævnet i Mechelen og ved Nations Cup-stævnet i Lier.
I dag havde parret debut i EM-sammenhæng, og hvilken en af slagsen. Endnu en gang en hest, der står virkelig flot i fronten hele vejen. Desværre sker der en lille misforståelse efter tilbagetrædningen, hvor Zonik Plus rammer ind i hegnet, men Verboomen får det reddet rigtig flot og laver en vellykket fri trav, ligesom passage og piaffen lykkedes rigtig fint.
Den frie skridt var særdeles vellykket, hvor Zonik Plus strakte sig flot frem og ned, ligesom overgangen til den samlede skridt også var meget flydende og vellykket. Rigtig flotte overgange, særligt fra passagen til galop. Zonik Plus er en lille smule anspændt på banen i dag, og kigger lidt i det ene hjørne, og Justin Verboomen tager nogle risici rundt på banen for at få vundet så mange point hjem, som overhovedet muligt. Flot zig-zag med god bøjning og flotte changementer.
Desværre sker der igen lidt fejl i etterchangementerne, fordi Zonik Plus desværre er en smule anspændt rundt på banen i dag. Justin Verboomen får rettet flot op og kommer godt ind i galoppiruetterne, hvor hingsten virkelig får sat sig flot og piruetterne er meget centrerede. Virkelig flot slutning på programmet, hvor Verboomen får hevet flotte point hjem, og slutter med velfortjente 79,084% og en foreløbig andenplads - virkelig en flot præstation af EM-debutanten, der også skubber det belgiske hold ind på en foreløbig andenplads. De sidste fem ekvipager bliver altså virkelig spændende at følge.
Opdateret kl. 15.11:
Cathrine Laudrup-Dufour har netop været på banen som sidste rytter for Danmark i sadlen på Mount St John Freestyle e. Fidermark/ Donnerhall II. Free så utrolig velafbalanceret og meget tilpas ud i indridningen, efterfulgt af en virkelig flot første fri trav. Igen viser Cathrine Laudrup-Dufour, hvad harmoni mellem hest og rytter betyder, og ekvipagen er i konstant balance med hinanden. Free står fantastisk flot i fronten hele vejen, og hoppen ser meget veltilpas og rolig ud i arenaen. Virkelig flot overgang fra passage til piaffe og ud i passage igen. Den frie skridt er også meget vellykket hvor Free strækker sig flot frem og ned. Flot overgang fra skridt til passage og igen virkelig flot ind i piaffen.
Gennemført anspring ind i galopprogrammet efterfulgt af meget rummelige og gennemsprungne toerchangementer, hvor Free endnu en gang står virkelig flot i fronten hele vejen - hele tiden foran lod. Det ser meget let og harmonisk ud hele vejen rundt. Flot zig-zag med fin balance og igen virkelig flotte etterchangementer - meget ens og rummelige.
Slutningen af programmet i den frie trav var endnu en gang bare enormt velbalanceret og rummelig, og Cathrine sad så stille og harmonisk, at man knap kan se hende give hjælpen. Virkelig let og flot passage ind i paraden, og så kunne Cathrine Laudrup-Dufour ellers hæve knytnæven, for det var virkelig et flot og fejlfrit program fra den danske ekvipage, der placerer hende helt i front med 80,823%.
Det betyder også, at det danske hold lige nu er i front af holdkonkurrencen, men som bekendt mangler Tyskland og Storbritannien stadig deres bedste repræsentanter, henholdsvis Werth og Fry, men der er ingen tvivl om, at Laudrup-Dufour lige har redet både sig selv og Danmark ind i en fantastisk position. Det betyder også, at alle fire danske ekvipager er videre til morgendagens Grand Prix Special, da de alle er i top-30.
Opdateret kl. 12.58:
Foruden Tyskland er Storbritannien også en af Danmarks største konkurrenter. I går lagde de ligeledes rigtig godt fra start, hvor Becky Moody lige nu har lagt sig på en foreløbig andenplads med 74,829%. Netop nu har deres tredje ekvipage været på banen, Carl Hester med den 15-årige hingst Fame e. Bordeaux 28/ Rhodium - en ekvipage, der var med til at vinde EM-guld i Riesenbeck i 2023.
Også denne ekvipage startede virkelig flot ud med en meget flot indridning efterfulgt af en flot fri trav med flot energi. Carl Hester og Fame er en utrolig harmonisk ekvipage, hvilket kom til udtryk i dagens program. Det var meget fine hjælpere, Carl Hester styrede Fame rundt under. Flot tilbagetrædning og igen ind i den fri trav med super energi. Flot passage ind i piaffen med god energi, efterfulgt af den frie skridt med flot længde.
Også Fame reagerede i dag lidt på VIP-området, hvilket gav lidt spændinger fra passagen ind i galoppen, men Carl Hester fik redet sig flot ud af det, og lavet nogle flotte og sikre toerchangementer efterfulgt af en flot fri galop og en sikker zig-zag. Igen viser Hester flot harmoni i etterchangementerne, hvor man knap kan se ham give hjælpen. I den sidste del af programmet - travprogrammet får Hester trukket nogle flotte point hjem, hvilket efter et meget harmonisk og velredet program giver ham imponerende 76,087% og ligger ham i front af konkurrencen, hvilket positionerer Storbritannien i en utrolig god position inden Charlotte Fry indtager banen senere.
Opdateret kl. 12.34:
Tyskland er uden tvivl en af Danmarks største konkurrenter, og deres tredje rytter viste lige hvorfor. Mens det imidlertid er tyske Katharina Hemmer, der ligger i spidsen med 75,699%, så levede Frederic Wandres lige op til det tyske holds ry. I sadlen på Bluetooth OLD e. Bordeaux 28/ GB Riccione red de et virkelig flot program, hvor de til trods for et par små fejl undervejs blev belønnet virkelig flot af dommerne, der kvitterede med 74,721% og en foreløbig tredjeplads, hvilket ligger Tyskland rigtig lunt i svinget inden deres sidste rytter, Isabell Werth rider på banen omkring klokken 15.58.
Opdateret kl. 11.54:
Første dansker på banen i dag var Andreas Helgstrand i sadlen på den 11-årige hingst Jovian e. Apache/ Tango, der red på banen som det danske holds nummer tre. Parret har haft et rigtig flot comeback på stævnepladserne, hvor de blandt andet fik en bronzemedalje ved årets danmarksmesterskab og i dag repræsenterede de altså Danmark i mesterskabssammenhæng endnu en gang.
Helgstrand og Jovian startede ud med en meget flot indridning med en super lige parade, hvorefter hingstens kvalitet virkelig blev vist frem i den fri trav med utrolig flot hen over jorden-aktion. Endnu en gang en virkelig flot parade med tilbagetrædning, hvorefter parret igen red ind i den fri trav med stor succes - her blev da også givet et flot 9-tal. Piaffen er ikke helt hingstens stærke side, men de kom fint ud af det.
Jovian var en smule anspændt ved VIP-området, men Andreas fik redet ham fint ud af det og lavede nogle fine toerchangementer, efterfulgt af en flot fri galop. Endnu en gang var etterchangementerne fine og velorganiserede. Flotte samlede galoppiruetter, hvorefter parret lavede en rigtig flot overgang fra galop til trav. Den sidste fri trav var endnu en gang virkelig flot, men desværre sneg der sig en lille fejl ind i den sidste overgang fra passage til piaff, men parret kom flot efter det med en virkelig flot afslutning og endnu en flot parade. Det flotte og meget velovervejede program gav den danske ekvipage 71,335% og lagde dem ind på en foreløbig fjerdeplads, og det sikrer altså at alle tre danskere indtil videre er i top-10.
Opdateret kl. 10.50:
Norske Isabel Freese har netop været på banen med den danskejede Total Hope OLD e. Totilas/ Blue Hors Don Schufro, som ejes af danske Lone Boegh Henriksen fra HP Horses i samarbejde med Paul Schockemöhle. Parret red på banen som femte ekvipage i dag, og lagde virkelig flot fra start for Norge. Total Hope og Isabel Freese lagde rigtig flot fra start med gode piaff og passage-momenter. Desværre var den samlede skridt en lille smule anspændt, hvilket kostede lidt dyrt, men parret formåede at hive point hjem igen ved efterfølgende at lave virkelig flotte overgange skridt til passage, og det samme fra passage til piaff.
Galoppen er virkelig en af hingstens stærke sider, hvilket parret også viste med flotte gennemsprungne etter- og toerchangementer med super balance og ligeudretning. Også galoppiruetterne var vellykkede, hvor hingsten satte sig virkelig godt. I den sidste fri trav kom Total Hope flot af jorden, og viste stor kvalitet. Den sidste overgang fra passage til piaff udførte parret næsten til perfektion, og leverede altså et virkelig flot program, hvor særligt galopturen bør fremhæves. Det flotte ridt i dag var nok til at lægge dem ind på en foreløbig tredjeplads med i alt 74,146%.
Stævnets start- og resultatlister.
De kommende dages konkurrencer
Grand Prix Special ved EM afvikles i morgen, fredag den 29. august med starttid kl. 10.00, og startfeltet er ifølge det gældende EM-format 30 ekvipager. Har en nation alle fire ekvipager kvalificeret blandt de 30 bedste, kan alle fire ride Grand Prix Special.
Grand Prix Kür finder sted søndag den 31. august med starttid kl. 11.30. Startfeltet i Grand Prix Kür byder på de 18 bedste ekvipager fra specialen, men maksimum tre ekvipager fra hver nation.
Årets seniormesterskab er desuden en vigtig milepæl frem mod VM 2026 i tyske Aachen.