Dækkener og raske føl hører ikke sammen

08-12-2020 16:45

Merete Haahr

Heste er værdifulde, og de er følsomme på mange områder, men de har også overlevet mange år i naturen, og derfor skal vi ikke overbeskytte dem, mener svensk dyrlæge

 
Copyright Ridehesten.com
Så længe et sundt og raskt føl får rigeligt med mælk, så kan det sagtens holde varmen og behøver ikke dækken. Foto: Ridehesten.com/Merete Haahr.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Heste har overlevet i mange år, inden vi kom og "reddede" dem med vores strøede bokse og fine dækkener, siger Lena Nyström, som er dyrlæge og avler, og som jævnligt skriver for det svenske blad Tidningen Ridsport. Hun synes ikke, at dækkener og sunde føl hænger sammen. Så længe føllet er sundt og raskt og tager god næring til sig, er der ingen grund til at lægge et føldækken på. 

Brug hellere pengene på en god hovsmed i stedet, så føllet får den bedste forudsætning for at udvikle en korrekt benstilling, mener Lena Nyström. – Glem ikke at vaccinere dem, når de er fire fem måneder gamle. Der er større chance for at miste et føl til stivkrampe end, at det fryser ihjel, forsætter hun. 

Lena Nyström kender flere hoppeejere, der lader hoppe og føl stå på stald – selv om sommeren – for at føllet kan ligge tørt om natten. – Det giver ejerne motion, siger hun, men føllet behøver ikke denne overbeskyttelse. – Føl er heste og ikke mennesker, og føl, der har fået tilstrækkeligt med råmælk, og som i øvrigt er friske, kan sagtens klare at sove ude, selvom det er koldt. De rejser sig, dier og varmer sig, og så længe de får mælk nok, så kan de sagtens holde varmen, forklarer hun. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Lena Nyström beretter om dengang, hun selv var i begyndelsen af sin avlskarriere, og hun hentede hopper og føl ind, hver gang hun følte, at vejret var lidt dårligt. Det betød, at hun fik problemer med hopperne, som blev irriterede og frustrerede, og i stedet for at lade føllene sove, gik hopperne urolige rundt i boksen, så føllene ikke fik nogen ro. 

– Giv hesten mulighed for selv at vælge, om den har lyst til at gå inde eller ude. Langt størstedelen af hopperne går i læ med deres unge føl, så de kan ligge tørt, indtil de er store nok og mere hårdføre, forsætter Lena Nyström. 

I stedet for at bruge penge på dækkener og udstyr, så mener Lena Nyström, at det vil være bedre at bruge pengene på forelæsninger og kurser i hestevelfærd for at lære om hestens basale behov og for at kunne se forskel på et raskt og et svagt føl. Det er yderst vigtigt at kunne se, om et føl ikke opfører sig normalt, eller om der er noget i optræk. Hvis føllet først bliver sygt, går det hurtigt, uanset om det har dækken på eller ej.

Kilde: Ridsport

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner