Charlotte Kondrup
16-årige Cecilie Gernager Petersen kommer fra Dragør på Amager ved København, og rider til dagligt på Dragør-Store Magleby Rideklub, hvor hun har redet siden hun var lille. Hun har kun været i gang med at springe i relativt kort tid på sin pony Strandager’s Cæsar, som hun har med til Christmas Show Warm Up. Cecilie fortæller, at Cæsar er en 10-årig New Forest vallak, som hun har haft i 3 år. Dengang de købte Cæsar, kunne han ikke ret meget. Det at løfte ben var et problem, og han havde kun lige prøvet at have sadel og trense på. Det er tilbage i foråret, at de for første gang forsøgte at springe ham, og på den korte tid er det lykkedes dem at blive klar til at deltage i dette års julestævne på Vilhelmsborg.
”Jeg synes det er et fantastisk stævne både for ”nybegyndere”, men også for rigtig gode ryttere og heste. Et par stykker af mine veninder har været med til Christmas Show Warm Up før, og de har altid kun sagt gode og positive ting om stævnet. Dette er mit sidste år som ponyrytter, og jeg synes det er en super fed mulighed at ride med til Christmas Show Warm Up som mit sidste ponystævne”.
Cecilie har fået nogle rigtig fine ture på kontoen, og hun synes selv det er gået over al forventning: ”Onsdag fik jeg desværre en bom i første kvalifikation i messingturen. Den fik jeg, fordi jeg var så nervøs, og ikke vidste hvordan Cæsar ville reagere på det hele, da han aldrig har været til så stort et stævne før. Torsdag var jeg ikke længere nervøs, og her gik det som smurt – fejlfri, men desværre lige lidt for langsom til en placering. I dagens finale faldt der en bom, men uanset så har det været et fantastisk stævne”.
Men en ting er sikkert – det fedeste ved Christmas Show Warm Up har været at ride i den store hal, og hun kommer helt sikkert igen på hest.
Se resultaterne fra Christmas Show Warm Up her.