Championatsfinaler af høj kvalitet

19-10-2012 17:07

Britt Carlsen

JBK Horse Show | Dommerne roste forberedelsen af hestene og hestenes kvalitet, og så bød finalerne i Dansk Ride Forbunds Championat på nye topekvipager i forhold til kvalifikationen

Sværhedsgraden var lige øget til dagens finaler i DRF's championater i Odense, hvor et stort publikum kunne glæde sig over at se unge heste af meget høj kvalitet og også meget velforberedte og velredne heste. Avlsforbundet Dansk Varmblod kunne også glæde sig over, at der var danske heste på samtlige førstepladser i de tre finaler for 4- 5- og 6-års heste. 4-års finale Forud for dagens finale var vinderen af kvalifikationen, avlshingsten Zonik e. Blue Hors Zack udset til storfavorit og han svigtede ikke, under Andreas Helgstrand dansede hingsten gennem travprogrammet med sving og elasticitet i helt særklasse. Det honorerede dommerne med finalens eneste 10-tal. Sejren kom i hus med 9,3 points foran en anden avlshingst den imponerende og særdeles elegante Tailormade Attention e. Abanos der også travede sig i i hjertet hos både dommere og tilskuere. Med 9,5 for trav og galop gik hingsten og Silje Bakken ind på andenpladsen med 9,22 points. Priess Stutteri stod også for tredjepladsen i klassen, idet Lotte Skjærbæk sikrede sig denne placering med Safir e. Skovens Rafæl, hesten ligner sin berømte far som var han en klon, og med et bevægelsesmønster der matcher. Med 9,3 for trav og 9 for galop fik de 8,52 points. 5-års finale Dommerne roste berider Michæl Grønne Christensen for sit ridt på Holballes Deeba - De Noir-datteren er en herlig komplet hest med tre gode gangarter, og så blev hun redet præcist som en unghest skal rides, pointerede dommerne, der bl.a. talte den erfarne tyske dommer Peter Holler. Med 8,66 points fik de sejren i klassen foran Andreas Helgstrand og den tyske Sir Donnerhall-søn Sir Caramello der opnåede 8,6 points. Det blev igen Helgstrand på tredjepladsen med unghestechampionatsvinderen Møllegårdens Pas Partout e. Don Primero parret fik 8,5 points. 6-års finale Publikum jublede da berider Jim Rasmussen hilste af efter et fantastisk flot, harmonisk og meget velredet program på herlige Samba King e. Sandro King i 6-års finalen. Dommerne uddelte et rent 9-tal for hestens ridelighed eller nærmere for rytterens flot redne program. Samba King scorede 9,2 for trav og sluttede med 8,84 points foran Sanne Henningsen på den tyskopdrættede Lord Loxley-søn som hun i sommer vandt championatet i Falsterbo med. Sanne opnåede 8,68 points. Maria Anita Andersen og avlshingsten Blue Hors Bentley sejrede i kvalifikationen, men i dagens finale virkede hingsten lidt præget af omgivelserne, og den spændthed udløste et par dyre fejl i galopprogrammet, og det gav dem en samlet score på 8,58 points.

Links

Læs meget mere om championatsfinalerne i magasinet Ridehestens november nummer.

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen