Annika Knudsen Lorentsen
De første heste der skulle i aktion i dagens championatskvalifikation hos Midtsjællands Rideklub var 4-års hestene. Her var der i alt 13 ekvipager til start, og de fire opnåede mere end 80 procent. Det var disse fire, der sikrede sig dagens placeringer i klassen.
Sejren gik til Kecia Sanvig med Foxy Secret MJ e. Secret/De Noir (opdr. Victoria og Claus Mortensen Johnsen), som opnåede 84,6 procent. Andenpladsen sikrede Allan Grøn sig i sadlen på Baron S e. Bonds/ Sir Donnerhall (opdr. Sandra Grede), mens Maja Johansen Spøhr tog tredjepladsen i sadlen på Krones Nirvana e. Springbank II VH/ Franziskus (opdr. Reni Hvam Nielsen).
Barnow bedst i 7-års
Herefter var det Pavo og Dansk Ride Forbunds championatskvalifikation for 7-års heste der skulle afgøres. Her trak Susanne Barnow det længste strå ud af de seks ekvipager til start.
Hun tog sejren i sadlen på Skovdals Dexter e. Hesselhøj Donkey Boy/ Blue Hors Romanov (opdr. Bjarne Skovdal) med 80,636 procent.
Andenpladsen sikrede Nadja Aaboe Sloth sig i sadlen på Satchmo e. Hesselhøj Donkey Boy/ Blue Hors Future Cup (opdr. Erik Mølbak), og det var dermed Donkey Boy-afkom der sikrede sig de to placeringer i klassen.
Svalegård-afkom bedst i 6-års
Hos 6-års hestene red Trude Hesteengen den velgående Svalegårds Hot Boy DWB e. Hesselhøj Donkey Boy/ Blue Hors Hotline (opdr. Stutteri Svalegård v/Else Marie og Jens Chr. Krabbe) til sejr. Det gjorde hun med sammenlagt 84,2 procent.
Andenpladsen, og den sidste placering i klassen, tog Rune Willum Hansen med Artist Askehaven e. Angrib Firfod/ Sandro Hit (opdr. Lisa Munch Holst) med 80,6 procent.
Mere end 90% til vinderen af 5-års
I 5-års klassen var der 18 ekvipager til start, og her sikrede vinderen sig mere end 90 procent. Det var Maria Anita Andersen i sadlen på Rosée de Fontaine e. Revolution/ Desperados, som red til 91,8 procent.
Andenpladsen tog Maria ligeledes, men denne gang i sadlen på Vive la Reinne II VH e. Revolution/De Niro. Denne ekvipage opnåede 89 procent.
På tredjepladsen blev det Emma Ahlberg med Franka e. Franklin/ Akinos (opdr. Susanne Bastrup Kastberg), som opnåede 85 procent.