Annika Knudsen Lorentsen
I dag ville normalt have været den sidste dag af mange stævnedage på Vilhelmsborg, men på grund af corona-pandemien har det i år ikke været muligt at afvikle de populære julestævner, som holdes over flere uger i det østjyske hvert år.
Faktisk har Christmas Show været afviklet hele 15 gange, og i år ville altså have været det 16. år hvor arrangørerne havde slået dørene op til en brag af en julefest.
– Det var selvfølgelig hårdt da det blev klart, at vi i år ikke kunne afvikle Christmas Show. Der har været mange tanker i hovedet, forklarer Casper Cassøe, som er indehaver af Danish Derby, som hvert år arrangerer Christmas Show.
Endnu mere fokus på julehyggen
Selvom Christmas Show altid er fyldt med julehygge og spændende springsport, så har arrangørerne år efter år formået at stable et endnu bedre stævne på benene. Netop det har de også intentioner om til næste år.
– Da skuffelsen lige havde lagt sig, så har nedlukningen faktisk givet os inspiration og lyst til at fortsætte. Det betyder også, at vi næste år, igen vil gøre endnu mere ud af stævnerne. Det indebærer blandt andet, at vi vil gøre fredag under den sidste Christmas Show-uge, til en rigtig publikumsdag, præcis som lørdag har været alle årene, forklarer Casper.
Vi kommer igennem det her
I går eftermiddags ville Casper normalt have været i fuld gang med den mest hektiske, men også hyggeligste dag under Christmas Show, men sådan blev det ikke i år.
– Da jeg var ude at køre i bilen i går eftermiddags kom jeg til at tænkte på, at vi normalt ville være i gang med at bygge omspringningsbane til Mini Grand Prixen på det tidspunkt, og at vi lige om lidt normalt skulle i gang med Knock Out og derefter højdespringning og Grand Prix. Det var selvfølgelig lidt vedmodigt, men vi er kommet os over skuffelsen. Vi er klar til at se fremad. Vi har gjort det i 16 år, og selvom det har været et slag, også økonomisk, med aflysningen i år, så har vi et solidt fundament, som gør, at vi kommer styrket tilbage næste år, slutter Casper.
Ligesom mange af jer allerede har gjort, så vil vi på Ridehesten gerne dele nogle hyggelige stemningsbilleder fra de forskellige år ved Christmas Show. Så ovenfor i nyheden, og i galleriet nedenfor, kan I nyde nogle øjeblikke fra Christmas Show gennem tiden.