Carina Nevermann Torup til World Cup-finale

01-11-2011 15:57
Carina Nevermann Torup og Blue Boy skal repræsentere de danske farver, når World Cup-finalen i dressur for ungryttere løber af stablen i Frankfurt i december
Copyright Ridehesten.com
Carina Nevermann Torup og Blue Boy. (Foto: Ridehesten.com)

Den danske ekvipage har i kvalifikationsperioden opnået det største gennemsnitlige resultat af de 14 finaledeltagere, hvilket tegner godt for Danmark inden finalen. Den danske dressurrytter Carina Nevermann Torup har haft en forrygende sæson på Blue Boy e. Blue Hors Don Schufro/Chromico (opdr. Dan Christiansen), hvor det blandt andet blev til EM-sølv for hold og individuel bronze ved EM for ungryttere på Broholm i sommer. Nu er ekvipagen igen klar til at dyste med den internationale elite, når World Cup-finalen i dressur for ungryttere løber af stablen i Frankfurt i Tyskland den 14. – 18. december. Og med højeste gennemsnitlige resultat for kvalifikationsperioden, må den danske ekvipage siges at høre til blandt favoritterne. - Det er en drøm, der bliver til virkelighed, og jeg er super glad og stolt. Det er noget, jeg altid har ønsket mig siden juniortiden, og med den succes, jeg har haft med Blue Boy i år, har jeg endelig nået mit mål. Nu skal vi målrette træningen for at nå målet, som er en placering i top tre. Og så glæder jeg mig meget til at komme til at ride ved stævnet i Frankfurt, som, jeg har hørt, skulle være helt fantastisk, udtaler Carina Nevermann Torup. Kilde: Dansk Ride Forbund

Se Carina og Blue Boys kür ved DM for ungryttere på Ridehestens webTV, hvor du også finder interview med Carina

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner