Annika Knudsen Lorentsen
Hele 19 hold er klar til at deltage i DRF-mesterskabet for klubhold, som i år har fået en ny struktur. I år skal rytterne for første gang ride fire kvalifikationsrunder, hvorefter de otte bedste hold mødes i finalen.
På holdenes bruttolister kan der være op til otte ryttere på hvert hold. Første gang rytterne mødes er ved landsstævnet i Kolding Rideklub, her afvikles første kvalifikation søndag d. 28. april. Ved hvert stævne skal holdene stille med fire ryttere, som skal konkurrere i forskellige højder. Én rytter skal ride MB1*(125 cm), mens to ryttere skal ride MB2*(130 cm) og den fjerde rytter skal ride MA1*(135 cm).
Herefter skal rytterne ride kvalifikationsstævner på Capacity Showjumping Center fra den 11.-12. maj, i Hjallerup Rideklub fra den 1.-2. juni og i Sportsrideklubben fra den 15.-16. juni. Finalen afholdes på Riders Cup fra den 19.-21. juli.
I finalen stiller de otte bedste hold, og her skrues sværhedsgraden en tand op. Her skal to ryttere nemlig ride MB2*(130 cm), mens de andre to skal ride MA1*(135 cm).
Hele 16 klubber stiller til start, hvor af tre klubber har præsteret at stille to forskellige hold, så 19 hold i alt. Klubberne til start er Bathahus Rideklub, Cedergaard Sportsrideklub, Danish Derby Hestesportsrideklub, Fredericia Sportsrideklub, Fyens Rideklub som stiller med to hold, Lykkegaard Sportsrideklub, Nørre Djurs Rideklub, Kjellerup Sportsrideklub, Nordsjællands Sportsrideklub, Vindinge Rideklub, Sportsrideklubben Rævhalegaard, Riders Cup som stiller med to hold, Sydjysk Horseshow Sportsrideklub, Skive Rideklub, Sportsrideklubben som stiller med to hold samt Toldstedgaard Springcenter.
Se listen over ryttere på de deltagende hold her.
Læs mere om turneringen her.