Cecilia Lindahl
I efteråret 2018 pådrog Britta Nielsen sig en hjernerystelse, og det gjorde, ifølge Ekstra Bladet, at hun ikke var tilstede under en regnskabskontrol. Tidligere havde Britta Nielsen selv foretaget regnskabskontrollerne, og dermed kunne hun angiveligt slette sine spor.
En kollega måtte istedet træde til under regnskabskontrollen i efteråret 2018, og denne opdagede en difference på 69.047 kr. mellem, hvad en kommune havde modtaget, og der reelt var opgivet i regnskabet. Det viste sig senere, at Britta Nielsen havde overført beløbet til sin privatkonto. Under Brittas sygdomsfravær opdagede endnu en bogholder en difference. Socialstyrelsen blev kontaktet, og Britta Nielsens føromtalte kollega kunne endnu engang konstatere, at pengene var overført til Brittas egen private konto.
Rigsrevisionen havde ellers været på kontrolbesøg hos Socialstyrelsen af flere omgange uden at opdage Britta Nielsens omfattende svindel. Ifølge Ekstra Bladet skyldes det, at Britta Nielsen var kontaktperson til Rigsrevisionen. En ekstern undersøgelse foretaget af Kammeradvokaten viser nemlig, at Britta Nielsen i væsentligt omfang var kontaktperson i forbindelse med Rigsrevisionens besøg, hvortil hun har forberedt materiale og fremsendt dokumentation.
Undersøgelsen konkluderer, at Britta Nielsen har haft mulighed for at skjule sine besvigelser i et sådant omfang, at ingen har været opmærksomme på mulig svindel.
Retssagen mod Britta Nielsen starter den 24. oktober 2019.