Anne-Metter Binder. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

Ligesom vi vedholdende insisterer på, at hestevelfærd skal stå øverst på hverdagens dagsorden, må vi i fællesskab sikre os, at krænkelser og overgreb mod børn og unge i ridesportsmiljøet ikke finder sted. Og skulle det forfærdelige alligevel ske, at trænere eller andre tryghedspersoner overskrider børn og unges grænser, må vi være helt enige om at tage skarpt afstand fra det og på alle måder sikre os, at gentagelser ikke kan finde sted.

Idrætten og uddannelsesinstitutionerne har et fælles ansvar og er for mig hinandens forudsætninger, når det gælder børn og unges trivsel, dannelse og uddannelse. Mine mangeårige erfaringer som både lærer og skoleleder i folkeskolen har desværre givet mig indsigt i og helt konkrete erfaringer med, hvad der sker med børn og unge, hvis de bringes i situationer, hvor deres nærmeste pårørende eller andre tryghedspersoner overskrider deres grænser med krænkelser og overgreb. Konsekvenserne er omfattende, og helingsprocesserne slidsomme og langvarige. Det kan og må vi som samfund og ridesportsentusiaster ikke sidde overhørig eller negligere.

Foreningslivet er samfundets største arena for børn og unges fritidsliv i Danmark, og Dansk Ride Forbunds paraplyorganisation, Danmarks Idrætsforbund, prioriterer i det politiske program for perioden 2021-2024 ”Fremtidens Idræt for Børn & Unge”. Her sættes der blandt andet fokus på voksenkompetencer ift. træner- og forældrerollerne. Voksenkompetencer handler, når det gælder trænerrollen, ikke blot om pædagogiske og didaktiske færdigheder men i lige så høj grad om forståelse af og respekt for det store ansvar, man som træner påtager sig i forhold til det enkelte barns eller unge menneskes både fysiske og psykiske trivsel og udvikling.

Den konkrete problemstilling, der afdækkes i Politikens artikler, handler om den udfordring, der ligger i, at en træner, som er dømt for seksuelle krænkelser af mindreårige i et andet land, og derfor er udelukket fra al foreningsidræt dér, kan fungere som privat træner i Danmark. Er den pågældende træner ikke en del af en rideklub i den organiserede danske idræt, som ellers vil betyde, at man skal kunne fremvise en ren børneattest, er der nemlig ikke mulighed for at gribe ind.

I DRF’s bestyrelse blev vi for et par år siden opmærksomme på hullerne i lovgivningen og indstillede derfor til, at der blev udviklet et fælles nordisk børneattestsystem. Jeg håber, at der med den konkrete anledning nu endelig tages affære fra regeringspolitisk side. Heldigvis har kulturminister Joy Mogensen lovet at gå ind i sagen, og hun vil gå i dialog med Rigspolitiet og Justitsministeriet for at finde ud af, hvad der rent juridisk kan gøres ved problematikken.

Det bakker vi i Dansk Ride Forbund naturligvis stærkt op om, da det er særdeles bekymrende og ubegribeligt, at en person, der er dømt for krænkelser af mindreårige, kan få lov til at have ansvaret for børn og unge i Danmark, uden at vi eller andre kan gribe ind. Samtidig lægger Politikens afdækning af udfordringerne perfekt op til de allerede eksisterende tanker omkring etablering af en trænerlicens, der dels skal sikre et minimum af pædagogiske og didaktiske undervisningsfærdigheder, og dels kan åbne muligheder for, at inkompetente trænere får inddraget deres licens. Altså et greb, der i højere grad vil kunne give os mulighed for at reagere hurtigt, ansvarligt og konsekvent over for skrupelløse krænkere af vores børn og unge i ridesportsmiljøet.

Indtil der er nyt ift. lovgivning på området, fælles nordisk samarbejde omkring børneattester og indførelse af trænerlicenser, vil jeg gerne opfordre alle til at efterleve det fælles ansvar, vi som voksne har for at sikre, at børn og unge trygt kan trives, færdes i og nyde de mange glædelige oplevelser, der er forbundet med ridesporten.

Mange venlige hilsner & rigtigt godt nytår

Anne-Mette Binder, næstformand Dansk Ride Forbund