Maja Golles
I år er der et helt nyt indslag, når Djurslands Rideklub holder distriktsstævne. Stævnet er blevet udvalgt som et af fire stævner, hvor man vil uddele den såkaldte ”Blue Berry Hill Pris”. Blue Berry Hill Prisen er på 1.000 kroner samt et æresdækken, og 2. og 3. pladsen vinder Blue Berry Hill underlag. Den 25. oktober kåres så ”Årets Blue Berry Hill Vinder” blandt de fire kandidater – og denne gang er præmien på 5.000 kr. samt to enetimer med Susan Kjærgård. Blue Berry Hill Prisen er indstiftet af Susan Kjærgård ud fra et ønske om at udbrede kendskabet til konfliktfri, hestevenlige træningsmetoder. Ambitionen er at være med til at påvirke rytterne positivt, og til at udbrede kendskabet til moderne læringsteori og anvendelsen af disse i både træning og konkurrence. Når man skal kåre en vinder, kigger man bl.a. på følgende kriterier: - Rytterens omgang med hesten under opsadling / afsadling - Hestes optømning (bid, tøjler, hjælpemidler m.m.) - Rytterens opvarmning / afskridtning af hesten - Rytterens ridning af hesten på banen (ro, besindighed, fornuft, temperament m.m.) - Brug af schenkler, tøjler, sporer og pisk - Rytterens omgangstone med hest, andre ryttere, sekretariat – og ikke mindst forældre/hjælpere!! Altså kort sagt kåres den rytter, der formår at vise den mest fornuftige, hestevenlige adfærd på stævnedagen. Blue Berry Hill Prisen overrækkes søndag den 1. juni. Men årets distriktsstævne i Djurslands Rideklub har også mange andre spændende ting på programmet. Der er allerede nu tilmeldinger til 700 starter og 50 heste, der skal opstaldes, hvilket er ret imponerende, når man tænker på, at stævnet først starter fredag eftermiddag kl. 16.00. Udover de almindelige springklasser fra ULC til MA niveau og dressurklasser fra LA1 til MB2 niveau afholder stævnet i år individuelle distriktsmesterskaber i dressur for Juniorer (16-18 år) og Young Riders (18-21 år) samt Distriktsmesterskabet for holdspringning.