Trine Askjær-Jørgensen
83-årige Richard Freeman, som er medstifter af Dansk Varmblods avlsprogram i USA og har været en slags ambassadør for NADWA (North American Danish Warmblood Association), går nu på pension og har solgt stutteriet, Oak Hill Ranch.
Freeman meddelte, at han ville trække sig tilbage i 2019 og satte derfor gården til salg. Den 25. oktober 2021 kunne personalet på Oak Hill Ranch så bekræfte, at ejendommen er blevet solgt, skriver EuroDressage.
Oak Hill Ranch og Freeman var pionerer
Oak Hill Ranch (OHR), som er beliggende i Louisiana, USA, blev etableret i 1987, og avlsprogrammet startede i 1992. OHR viste sig som en pioner indenfor importen af frostsæd til USA med det formål strategisk at avle sportsheste og gennemført succesfulde embryotransfers samt anvendte frostsæd allerede i start 90'erne.
Oak Hill Ranch har i alt produceret over 200 føl, siden avlsprogrammet startede i 1992. Under Freemans ejerskab og ledelse har OHR modtaget utallige USDF Dressage Breeder of the Year priser og både USDF bronze-, sølv- og guld-avlermedaljer for heste, de har avlet, som sidenhen har konkurreret på højeste niveau.
Ambassadør for Dansk Varmblod i USA
Freeman startede faktisk med at avle polske araberheste, men udviklede interesse for dressur og større varmblodsheste omkring 1992. Han mødte den danske dressurtræner, Leif Sørensen, til en clinic og rejste en uge senere til Danmark. Her købte han sine første varmblodshopper, og kort efter fik han to af Dansk Varmblods dommere, Poul Graugaard og Svend Sørensen, til at rejse Danmark rundt for at finde de seks bedste to-års hopper til hans avlsprogram.
Freeman var med til at stifte NADWA i 2001, og på Dansk Varmblods kåringsrejse til USA, som finder sted hvert andet år, har besøget på Oak Hill Ranch igennem mange år været et af højdepunkterne, da dommerne her blev præsenteret for amerikanskavlede DV-heste af rigtig god kvalitet.
Mange succesfulde afkom
Stutteriet har fået kåret flere hjemmeavlede hingste som bl.a. Ripline, der blev uddannet af Heather Blitz, der i en årrække var ansat på stutteriet og bevarede et samarbejde med dem længe efter. Hun har også redet international Grand Prix på DV-hingsten, Rambo, og DV-hoppen, Arabella, som tilhørte Oak Hill Ranch. Blitz købte desuden hingsteføllet, Paragon, af Freeman og uddannede den internationalt sport og vandt bl.a. medalje ved de Pan-Amerikanske Lege.
Freeman importerede udover Rambo også DV-hingstene, Don Caruso og Willemoes, samt hingsten, Solos Landtinus, der dog var tysk, men havde fungeret i Dansk Varmblod.
Nu har Richard Freeman så besluttet, at det er på tide at træde ind i næste stadie af hans liv og har solgt Oak Hill Ranch. Han kan med ro i sjælen trække sig tilbage velvidende, at han har bevist, at kvalitetsheste ikke behøver at blive importeret - og at der i dag stadig er afkom fra Oak Hill Ranch aktive på de internationale konkurrencebaner.