Trine Askjær-Jørgensen
Kürprogrammer er designet af rytteren selv og kombinerer 16 obligatoriske øvelser med musik til. De individuelle øvelser bedømmes med en kvalitetscore på en skala fra 0 til 10, som man kender det fra normale dressurprogrammer. Tilsammen danner disse karakterer den tekniske karakter.
Derudover bedømmes ridtet med en kunstnerisk karakter, som tager højde for koreografien, rækkefølgen af øvelserne, og hvor godt øvelserne passer til musikken. Det endelige resultat af bedømmelsen er en kombination af de tekniske og kunstneriske karakterer.
Kür giver rytteren mulighed for at vise sin kreativitet ved at koreografere programmer, som optimerer og understreger hestens styrker, akkompagneret af musik.
En gruppe forskere fra blandt andet Hartpury University i England har undersøgt, hvorvidt karakterer for individuelle øvelser har en effekt på det samlede resultat af et olympisk Grand Prix Kür-program, og om rækkefølgen og placeringen af øvelser i et olympisk Grand Prix Kür-program påvirker karakteren for øvelserne og det endelige resultat. Begge dele blev præsenteret på den niende internationale konference om hunde og hestes bevægelser (The 9th International Conference on Canine and Equine Locomotion) i Utrecht, Holland, i 2023, og undersøgelsernes abstracts kan findes i Comparativ Exercise Physiology 2023, volume 19, supplement 1.
Individuelle øvelsers effekt på det endelige resultat
I den første af undersøgelserne fandt forskerne, at den endelige karakter for øvelser havde en positiv sammenhæng med den endelig bedømmelse af ridtet ved 12 af de påkrævede tekniske øvelser: traversade til højre og venstre, fri galop, etter- og toerchangementer, galoppiruetter til højre og venstre, passage, piaffe og piaffe-passage overgange.
I modsætning hertil blev der ikke fundet nogen sammenhæng mellem samlet skridt, fri skridt og fri trav og det endelige resultat af bedømmelsen.
Disse foreløbige resultater tyder på, at den enkelte øvelses indflydelse på det endelige resultat varierer afhængig af dommerens placering omkring banen, og karakterer for skridt- og travøvelser har begrænset indflydelse på dommernes endelige bedømmelse/det endelige resultat.
Rækkefølge og placering af øvelserne
Ved design af kürprogrammer er det vigtigt at overveje, hvor og hvornår øvelserne udføres for at optimere præstationen. Det til trods er denne form for præstationsanalyse ikke noget, man ved meget om i dressur.
I den anden undersøgelse fandt forskerne, at otte øvelser (53%) opnåede deres højeste karakter, når de blev udført et andet sted og på et andet tidspunkt i programmet, end hvad der var mest almindeligt: samlet og fri skridt, traversade til venstre og højre, etter- og toerchangementer samt galoppiruetter til venstre og højre. Mens de højeste karakterer for syv øvelser (47%) blev givet, når de blev udført i den rækkefølge og det sted på banen, de oftest blev observeret: fri trav og galop, passage, piaffe og piaffe-passage overgange.
Selvom der ikke var signifikante sammenhænge mellem hvor og hvornår øvelser udføres og det endelige resultat, kan placeringen og rækkefølgen af øvelserne formentlig alligevel godt have en marginal effekt på bedømmelsen i elitedressur.
Verdensranglistens nr. 1 Jessica von Bredow-Werndl og TSF Dalera BB har gang på gang demonstreret, hvordan man excellerer i kür, og hvordan det ser ud, når musik og øvelser går op i en højere enhed: