Maja Golles
Efter at have klaret den 1,50 m høje bane med en nulrunde på ryggen af Shutterfly i den overbevisende tid 32.05 sek. kunne tyske Meredith Michæls-Beerbaum sent i aftes kalde sig ejer af en ny bil. Hun havde med resultatet således vundet Mercedes German Master. På andenpladsen kom landsmanden Marcus Ehning på Plot Blue i tiden 33,30, hvilket gav 16.000 euro i pengepræmie. Utrolig tæt efter Ehning kom franske Patrice Delaveau i tiden 33,35 på Nayana. I en anden international 1,50 m klasse fredag viste Michæls-Beerbaum igen sit storformat og vandt på Checkmate klassens 8.000 euro foran franskmanden Kevin Staut/Zeta de Hus og ligeledes franske Patrice Delaveau/Ornella Mail. I denne klasse var også danske Thomas Velin til start. Han blev med Godsend Du Reverdy e. Quidam de Revel nummer 18 med et enkelt strafpoint i det 45 mand store rytterfelt. Fredagens indledende FEI Word Cup-køreklasse for 4-spand blev i øvrigt vundet af australske Boyd Exell.