Berømt dansk billedhugger var fascineret af heste

15-10-2021 06:27

Merete Haahr

På Glyptoteket i København kan man i efteråret opleve statuer af heste i alle størrelser udført af en af Danmarks mest betydningsfulde, kvindelige billedhuggere, Anne Marie Carl-Nielsen

Copyright Ridehesten.com
Portræt af Anne Marie Brodersen, som hun hed, før hun blev gift med komponist, Carl Nielsen (1883). © Carl Nielsen Museet. Fotograf: Mary Steen.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Anne Marie Carl-Nielsen var en af Danmarks mest berømte kvindelige billedhuggere, og i sin samtid var hun lige så anderkendt som sin mand, komponisten Carl Nielsen. Derfor har Glyptoteket i København netop nu åbnet en udstilling om Anne Marie Carl-Nielsen, som løber fra den 7. oktober til den 27. februar 2022.

Anne Marie Carl-Nielsen var fascineret af heste og skabte flere store skulpturer af heste, som kan ses i København og rundt om i Danmark. Hun var netop optaget af samspillet mellem mennesker og dyr, og nu har du altså mulighed for at se alt hendes arbejde med bl.a. hestefigurer på udstillingen i København.

– Livet igennem var Anne Marie Carl-Nielsen optaget af at livagtiggøre sine skulpturer og hun arbejdede hele tiden på at raffinere særligt hestefigureren og vise dens kraft og vitalitet, siger udstillingens kurator, postdoc. stipendiat Emilie Boe Bierlich.

Forud for sin tid kæmpede Anne Marie Carl-Nielsen for kunstnerisk anerkendelse i et mandefag og for kvinders ret til uddannelse og karriere. Hun var internationalt anerkendt for sine skulpturer, men har ikke efterfølgende fået den plads i kunsthistorien, hun fortjener. Med efterårets særudstilling giver Glyptoteket hende nu nyt liv.

- Udstillingen viser først og fremmest Anne Marie Carl-Nielsens råstyrke som billedhugger. Store originalmodeller, enorme monumentudkast og livslange undersøgelser af form og liv. Støbeforme, brudflader, voks- og gips skitser foruden små og store værker i bronze demonstrerer hendes internationale format. Vi kommer helt tæt på kunstnerens arbejdsproces og kan kravle rundt om de store modeller, som hun selv gjorde, fortæller Emilie Boe Bierlich.

Copyright Ridehesten.com
Anne Marie Carl-Nielsen ved Christian IX til hest i den forstørrede udgave, Københavns Elektricitetsværk (i dag Turbinehallerne), 1923. Det Kongelige Bibliotek. Ukendt fotograf.

Rytterstatue af Christian den 9.

Anne Marie Carl-Nielsen var den første kvindelige billedhugger, der fik til opgave at udføre en rytterstatue, da hun vandt konkurrencen om at lave en af kong Christian 9. En rytterstatue regnes som en af de mest prestigefyldte opgaver, en billedhugger kan udføre, og det blev dermed også hendes største bedrift. Hun brugte 19 år på statuen og modtog et kongeligt æresbevis for arbejdet. Hun var højt anderkendt i sin samtid, blandt andet repræsenterede hun Danmark på Verdensudstillingen i Paris og vandt en bronzemedalje. Senere modtog hun Thorvaldsen Medaljen, Kunstakademiets fineste hædersbevis, regentens fortjenstmedalje for ånd og kunst, og i næsten 30 år var Kunstakademiets æresbolig hendes hjem.

En moderne kvinde

Anne Marie Carl-Nielsen var gift med komponist Carl Nielsen, der både var hendes muse og modgang. Livet igennem forsøgte hun at balancere kunst og kærlighed. Hun var ikke bare progressiv på egne vegne, men kæmpede også for sit køns ret til akademisk uddannelse. Sammen med datidens store kvindelige kunstnere stiftede hun Kvindelige Kunstneres Samfund og kæmpede for kvinders adgang til Kunstakademiet og deres ret til at udstille i en tid domineret af mandlige kunstnere. Hun ønskede at vise flere historiske kvindefigurer i det offentlige rum, så da det i 1897 var 500 år siden, at Margrethe 1. samlede Danmark, Norge og Sverige i Kalmar-unionen, ville Anne Marie Carl-Nielsen rejse en rytterstatue af den kvindelige regent. Hun begyndte på statuen på eget initiativ, og det blev et livsprojekt for hende. Der gik dog mange år, inden værket blev en realitet, og først i 2006 blev statuen rejst i Roskilde på baggrund af de tegninger Anne Marie Carl-Nielsen havde skabt.

Copyright Ridehesten.com
Anne Marie Carl-Nielsen under arbejdet med Carl Nielsen-monumentet. © Carl Nielsen Museet. Ukendt fotograf.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Fløjtespilleren

En anden af Anne Marie Carl-Nielsens berømte skulpturer er et monument af hendes mand, komponisten Carl Nielsen, og en hyldest til hans musik. Værket forestiller en ung fløjtespillende mand på ryggen af en hest. – Anne Marie Carl-Nielsen var meget optaget af samspillet mellem menneske og dyr og detaljerne i hesten er virkelig sanselige og livagtige, fortæller Emile Boe Bierlich. Oprindeligt ønskede kunstneren, at hesten skulle have haft vinger, da det er Pegasus fra den græske mytologi, og det fortæller noget om den kompromisløshed, som Anne Marie Carl-Nielsen tog med sig i sit virke. Desværre måtte hun give afkald på vingerne, da monumentet ikke kunne bære det. Skulpturen kan ses ved Grønningen i København.

Copyright Ridehesten.com
Pissende hoppe, 1894. Bronze, Odense Bys Museer. © Carl Nielsen Museet. Fot:o Niels Ulrich Hansen, Galleri VENT

Oplev forarbejderne til de monumentale værker

Udstillingen på Glyptoteket er skabt af postdoc-stipendiat og kurator, Emilie Boe Bierlich, og viser værker lavet af kunstneren. På trods af Anne Marie Carl-Nielsens rolle som en af vores vigtigste og mest succesfulde billedhuggere, fik den danske billedhugger aldrig efterfølgende den anerkendelse og berettigelse i kunsthistorien, hun fortjener. Det er den største soloudstilling med Anne Marie Carl-Nielsen (1863 – 1945) siden 1946. Du inviteres indenfor i kunstnerens værksted og oplever forarbejderne til hendes monumentale værker. Samtidig stifter du bekendtskab med den kompromisløse kunstner, som både var eftertragtet og anerkendt i sin samtid, men siden er blevet skrevet ud af historien. Med skitser, modeller og afstøbninger har kurator, Emilie Boe Bierlich, og scenograf, Christian Friedländer, skabt en udstilling, der er inspireret af den værkstedsstemning, som Anne Marie Carl-Nielsen skabte sine værker i. Særudstillingen kan ses frem til den 27 februar 2022, og her kan du opleve en samling af små og store hestestatuer, og flere mindre modeller af heste.

Lydvandringen

Udstillingen byder også på en lydvandring, Den uudslukkelige, der følger i Anne Marie Carl-Nielsens fodspor gennem fortidens København. Lydvandringen er indtalt af skuespiller Lotte Andersen efter manuskript af dramatiker Amalie Olesen med lydproduktion af Kontrafej. Den er gratis og tilgængelig via Glyptotekets app, som kan hentes i App Store eller Google Play.

Udstilling på Den Frie

Parallelt med Glyptotekets udstilling udvikler Den Frie en udstilling, Arven, hvor ti udvalgte samtidskunstnere lader sig inspirere af den ældre billedhuggers værker. Her kan du opleve værker af Tal R, Sif Itona Westerberg og Rasmus Myrup er nogle af de kunstnere, du kan opleve. Arven kan ses fra 26. november 2021 til 30. januar 2022.

Kilde: DR.dk 

Glyptotekets pressemeddelelse 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner