Thomas Bach Jensen
Den 5-årige hannoveranerhingst Vivino e. Vivaldi/ Dancier blev som 2½-års erhvervet på auktion ved hingstekåringen i Verden, hvor han var præmiehingst, for intet mindre end 2,01 millioner euro. Hingsten, der også blev præmiehingst i Dansk Varmblod, har været sparsomt benyttet i den danske avl med blot 18 føl registreret i 2020.
Hingsten, der i sin første bedækningssæson var stationeret hos Helgstrand i Tyskland, er sidenhen blev uddannet af berider Thomas Sigtenbjerggaard og har udviklet sig meget særdeles godt og viste sig i forårets hingstevideoer med en meget positiv udvikling.
Vivino er nu solgt til den internationalt succesfulde, spanske dressurrytter, Alejandro Asencio, der ved sit besøg hos Helgstrand faldt for den meget ridelige og opmærksomme hingst, som han har erhvervet sig i fællesskab med selskabet EQUIFOAL.
– Jeg glæder mig utrolig meget til at lære ham at kende, og det kommer den første tid selvfølgelig til at gå med. Men derefter vil vi arbejde hen i mod at kvalificere ham til unghesteverdensmesterskabet, tilføjer Alejandro, der også har planer om, at hingsten igen i 2022 skal være tilgængelig via EU-hingstestation.
I en pressemeddelelse fra Helgstrand Dressage fortæller Thomas Sigtenbjerggaard, at det har været en sand fornøjelse at ride og uddanne Vivino, som har taget et enormt spring på det seneste.