Nu er år 2019 næsten forbi, og når jeg kigger tilbage på alt det der er sket i løbet af året, ja så er det lidt som at sidde i en rutsjebane i Tivoli. Det har nemlig været et år, hvor der har været hårde perioder, men samtidigt også et år med mange gode minder og en masse forandringer.

Lad os starte med at kigge tilbage til januar/februar, hvor Armantic begyndte at ændre adfærd, især i dressuren hvor han begyndte at sparke meget ud efter mine schenkler og generelt bare virkede fraværende, og da Armantic er en hest der nemt bliver stresset på staldgangen osv. begyndte vi at have en mistanke om mavesår. Hans gode humør begyndte dog langsomt at vende tilbage, og vi sluttede februar af med 2 gode stævner. Men glæden over at vi igen var på vej i den rigtige retning varede kun kort. Armantic blev nemlig ramt af en foldskade og måtte kun skridtes i 2 måneder. Det var dog en mild skade, da vi slap med et ømt gaffelbånd. Vi fik også undersøgt Armantic for mavesår, og der var heldigvis ikke noget at finde. Armantic var dog ikke enig i, at vi kun måtte skridte og var nærmest uhåndterbar pga. alt den energi han ikke kunne komme af med, så da vi i slutningen af maj endelig fik grønt lys til at ride ”normalt” igen, var jeg meget glad og lettet.

Jeg havde i forbindelse med Armantics skade nøje overvejet hvordan vores ridning fremadrettet skulle være, således at både hest og rytter får mest muligt ud af ”at gå til ridning”. Efter min studentereksamen tog jeg derfor beslutningen om at skifte underviser, for blandt andet at få et nyt syn på vores ridning. Dette har vist sig at være en af de bedste beslutninger jeg længe har taget, for jeg har fået enormt meget ud af vores ridning efterfølgende, og får også tit at vide fra andre, at de kan se hvor meget vi har rykket os, og at Armantic ser meget mere afslappet og komfortabel ud efter vi har skiftet til John. Selvfølgelig er der stadigvæk mange ting vi mangler at få styr på, og vi har stadigvæk perioder, hvor Armantic gerne vil bestemme, men heldigvis er jeg stædig og med de værktøjer vi har fået/får, så finder vi løsningerne undervejs.

Efteråret bød på mange lærerige og udfordrende oplevelser. Indendørs stævnesæsonen startede, og vi lagde ud med et ret anspændt dressurprogram, hvor der kun var plads til forbedringer, hvilket vi tog med os til de næste stævner, hvor vi løste udfordringerne meget bedre. Trods forbedringerne til dressurstævnerne havde vi stadigvæk lige det problem, at Armantic ikke ville læsses. Derfor fik vi (som nævnt i tidligere blogs) Torben ud. Efter et par besøg fik vi også ”lært” Armantic det, men fordi han er en hest der konstant stiller spørgsmålstegn til hvem der har lederskabet, fik vi nogle lektier for som vi skal blive ved med at lave, for at holde lederskabet ved lige. Jeg lærte virkelig meget af at have Torben ude, ikke så meget i forhold til selve trailerdelen, men mere i forhold til hvordan Armantic tænker og lærer, og ikke mindst hvordan jeg gør mit lederskab mere tydeligt over for ham.

Hvad angår springningen, begyndte vi først rigtigt at springe igen i løbet af efteråret. Det var rart at komme lidt i gang igen, og jeg begyndte at fokusere på teknik og balance. Vi var også afsted til nogle springstævner, hvor Armantic klarede det supergodt inde på selve banen, men Armantic er desværre en hest der nemt bliver stresset hvis der er mange andre heste omkring ham. Dette betød at vi både til stævnet ved Riders Cup og til stævnet på hjemmebane havde en del udfordringer i opvarmningen, hvor Armantic nærmest sprang i luften hver gang en hest nærmede sig, så der er lidt at arbejde på i det nye år.

Når jeg ser tilbage på år 2019, så fyldes mit hjerte med glæde over, hvor meget Armantic har udviklet sig både i dressuren og springningen, og selvom vi har nogle perioder fyldt med udfordringer kommer vi videre takket være alt den hjælp vi får undervejs. År 2019 er også året hvor jeg endelig fik gjort op med den frygt jeg igennem de sidste par år har haft i forbindelse med springningen, efter at jeg med tidligere hest havde nogle ret ubehagelige oplevelser, og når jeg ser billeder og videoer fra starten af året sammenlignet med nu, er det vildt hvor meget vi har udviklet os. Alt i alt synes jeg at vi har rundet året af på en god måde med en masse gode minder og oplevelser.

Til allersidst er år 2019, også året hvor jeg fik den fantastiske mulighed for at være en del af blogger teamet her på Ridehesten.com, og det har været en fornøjelse at møde mange af de rare ildsjæle, der står bag.

Håber i alle må få et godt nytår!

Mange kærlige hilsner,

Rebecca