Britt Carlsen
Otte ekvipager er til start i mesterskabet i dressur for U25-ryttere på Broholm her i Pinsen. Rytterne lagde ud i Intermidiaire II, og det var Anna Kasprzak som kom bedst fra start i mesterskabet. Anna er regende mester for seniorer på Donnperignon, men da han er blevet opereret i øjet (se artikel i magasinet Ridehesten juni nummer) har hun istedet valgt at starte UVM guldvinderen Hønnerups Driver e. Blue Hors Romanov fra Stutteri Hønnerup i mesterskabet for U25. Det er Annas sidste år i denne aldersgruppe, men omvendt, så var det Hønnerups Drivers første Intermediaire II-klasse i karrieren. Som man kunne læse i magasinet Ridehestens juni-nummer, så har Driver haft forskellige skader de seneste par år, og det er først indenfor de seneste knap to måneder, at Anna har kunne træne den imponerende hest kontinuerligt. I dagens konkurrence opnåede de 71,8% med bl.a. 9 for travøgninger og 8 for passage. Et lille kiks ud af den første pirouette, der tæller dobbelt, kostede lidt i regnskabet.
- Jeg er meget tilfreds, han var fin inde på banen, selvom han var lidt spændt og kiggede lidt på omgivelserne, fortæller Anna Kasprzak, så han blev lidt "ungheste-agtig" at styre rundt i programmet, fortsætter hun med et smil, men det er helt ok, understreger hun, for han mangler både rutine og styrke og så var det hans første Intermediaire II. - Jeg er super tilfreds med hele travturen, der skulle jeg nærmest bare styre rundt, og de småfejl som kom det er helt ok. Han har en super indstilling og siger aldrig nej, han prøver altid at gøre det rigtige, selv når han bliver budt nogle nye opgaver, fortæller Anna Kasprzak.
Anne Sofie Aaen fik ridet et meget harmonisk program på Schambuca Sølyst e. Schwadroneur fra Stutteri Sølyst. De opnåede 69,18% med bl.a. 8 for piaffe og etterchangementer. Daniel Bachmann Andersen og Versache e. Flemmingh brillerede især med flot passage og piaffe med stor løft og gode overgange, de fik 68,63% Anden afdeling af mesterskabet rides lørdag kl. 15.50.
Klassens resultat kan ses her