Aktiv springhest trods hjertefejl

29-12-2020 14:05

Annika Knudsen Lorentsen

Det er præcis det der beskriver den 6-årige vallak Damn It, som har en hjertefejl, der gør, at han måske med tiden vil få nedsat præstation, fordi hjertet måske kan vokse

Copyright Ridehesten.com
Cecilie og Damn It. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Cecilie Nygaard købte i starten af 2020 vallakken Damn It e. Diarado/Quintender fra 2014, på trods af, at han havde fået konstateret en hjertefejl, som havde gjort, at den oprindelige køber var sprunget fra. 

– Jeg manglede en hest mere, som kunne supplere den unge jeg havde. En jeg kunne komme lidt mere ud til stævner med indtil den unge blev mere klar, forklarer Cecilie, som dog endte med at sælge Damn It igen:

– Jeg nåede kun at have ham i 8 måneder, fordi jeg skal starte på speciale uddannelsen i intensiv sygepleje, og jeg var derfor nødt til at prioritere min tid. 

Kan man sælge en hest med hjertefejl
Selvom Cecilie selv havde købt Damn It velvidende, at han havde en hjertefejl, så var hun usikker på hvor hurtigt hun kunne sælge ham. 

Da hun købte ham, havde hun fået scanningsbilleder fra dyrlægen der viste hjertets fejl og størrelse, og derfor besluttede hun at få lavet tilsvarende billeder, da hun skulle sælge ham, så billederne kunne sammenlignes. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

– De nye billeder viste ikke de store ændringer. Målene på hjertet var en anelse større, men stadig indenfor normalen. De nye billeder blev taget efter, at Damn It havde været i fuld træning og stævneaktiv i et år. Den diagnose, som Damn It har kan være svær at spå om, og det kan sagtens være det aldrig vil få betyding , men man kan lave en udvidet konditionstest der kan sige noget om, hvordan pulsen fungerer under hårdt arbejde i øjeblikket, men man kan ikke spå om fremtiden, forklarer Cecilie og fortsætter:

– Jeg ved jo en del om hjertesygdomme fra mit arbejde på intensivafdelingen, og det som gælder for mennesker, kan rimeligt en til en overføres til heste, og derfor var jeg ikke så nervøs for det da jeg købte ham. Dyrlægen bekræftede mig også i, at han ikke bare lige pludselig ville falde om under mig, for den fejl han har, er en der lige så stille vil nedsætte hans præstation, hvis det overhovedet får betydning. Sandsynligheden for, at han får hjertestop er den samme, som hos en hvilken som helst anden hest. Den udvidede konditionstest fik jeg ikke udført, men jeg valgte at sige til mulige købere, at de kunne vælge at få den lavet, hvis de var mest trygge ved det. 

Copyright Ridehesten.com
Cecilie og Damn It. Foto: Privat

Fandt hurtig en køber
På trods af Damn Its hjertefejl, så tog det blot en uge at finde en køber efter, at Cecilie havde sat ham til salg på Ridehesten.com. 

– Jeg havde mange henvendelser, og der var da også en del der sprang fra på grund af fejlen, men efter en uge var den rette køber fundet. I de måneder jeg har haft ham, har han ingen tegn vist på, at han ikke kan holde til at være en aktiv springhest. Den nye køber turde ligesom mig godt tage chancen, og netop derfor har de, ligesom jeg gjorde, fået en rigtig god hest til den halve pris af, hvad han ville være værd uden fejlen, fortæller Cecilie og fortsætter: 

– Jeg kan godt forstå, at man ikke har lyst til at tage chancen, men omvendt så kan man være rigtig heldig at få en hest til en rigtig god pris. Jeg tænker, at hvis man står og skal have hest nummer to, og ikke har voldsomt mange penge, så kan det være en rigtig god måde at få en god hest på. Det er ikke alle heste, som har en diagnose som denne, der behøver have nedsat præstation. Formodentligt betyder denne fejl blot, at han måske ikke holder til han er 20 eller 25 år, men måske som 12-15-årig ikke længere kan holde til sporten. Jeg synes i hvert fald ikke, at en sådan fejl skal betyde, at en hest som, der elsker at arbejde, skal slås ned og dermed ikke får muligheden for at gå i sporten, slutter Cecilie, som fortæller, at de nye ejere nu har haft ham i tre måneder.

I januarnummeret af magasinet Ridehesten 2021 kan I læse meget mere om nedsat præstation.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner