Absolute Horses klar til DM i springning

08-05-2017 14:25

For syvende gang er Absolute Horses klar til at byde velkommen til DM i ridebanespringning på Tågerup i Sommersted ved Kolding

Copyright Ridehesten.com
Søren Møller Nielsen og Velerne.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det er fra den 17. til 21. maj, og igen skal der kåres mestre i tre kategorier. Det er Absolute Horsetrucks Senior DM, Jyske Bank DRF-mesterskab for U21 (ungrytter) og A.Equipment DRF- mesterskab for U18 (junior). Der bliver dermed rig mulighed for at se de bedste danske ryttere i aktion på den fine bane.

Andreas Schou til start på hjemmebane
Det er brødrene Andreas og Christian Schou, der igen står som værter for stævnet. De driver Absolute Horses som en moderne stald, hvor sporten er kombineret med salg af heste og uddannelse af elever. I fjor valgte brødrene, der ellers har dyrket ridebanespringning på højt plan herhjemme og internationalt i mange år, ikke at stille op til DM, men i stedet koncentrere sig om arrangementet og ikke mindst støtten til deres elever. Konkurrenceridningen overlod de til den ansatte rytter Martin Neergaard. Nu har de begge genoptaget ride-karrieren og deltaget i et par udenlandske stævner her i foråret. Andreas Schou er igen på det danske landshold, som rider Nations Cup, og stiller igen op til DM på hjemmebane på hesten Hazel BS. Også Martin Neergaard stiller op til DM for senior – på Quasine Z og Braveheart.

Familievenligt
DM-stævnerne er inde i en god gænge med gode faciliteter, gode hjælpere og gode traditioner bl.a. for et brag af en rytterfest fredag aften. Men der er andre hestekræfter end de firbenene at kigge på. Landrover og Jaguar stiller op med stor udstilling og mulighed for testkørsel. Og Absolute Cars og Absolute Horsetrucks har en stor udstilling af biler i alle klasser og hestelastbiler med beboelse.  Der er også salgsstande med forskelligt udstyr og mulighed for at købe grillpølser, sushi, øl m.m. Stævnet samler et stort publikum, og der gøres mere og mere for at det skal være et arrangement for hele familien. Man kan tage børn under 12 år gratis med, og de får en kupon til en pølse ved indgangen. Skulle børnene miste interessen for at følge med i den spændende ridning, kan de selv prøve kræfter med en børnespringbane – uden hest – ligesom der er hoppeborg til børnene.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Masser af ridning
Der bliver virkelig meget ridning at se på under det store stævne. Der er også en LA-tur, så de mindre øvede ryttere kan få lejlighed til at opleve stemningen ved et mesterskabsstævne og prøve kræfter med en stor bane. Og ud over mesterskabsklasserne er der hver dag adskillige almindelige klasser, så der rides fra morgen til aften. Der lægges ud onsdag den 17. maj med tre opvarmningsklasser fra 115 til 135 cm forhindringer. Torsdag den 18. skal U21-rytterne i ilden i første kvalifikation på 145 cm høje spring i S1* sværhedsgrad. Der er også tre almindelige klasser fra 120 til 140 cm. Fredag den 19. er der to almindelige klasser på 120 og 140 cm, og så skal først U18-rytterne ride første kvalifikation på 140 cm i MA2* og derefter senior-rytterne første kvalifikation på 150 cm i S3* sværhedsgrad.

U21-rytterne får en hviledag fredag, men rider så både anden kvalifikation og finale lørdag den 20. maj. Her er der også tre almindelige klasser – fra 120 til 145 cm - for dem, der ikke rider mesterskab. Søndag den 21. maj er så den store finaledag med en enkelt almindelig klasse på 130 cm og derpå anden kvalifikation og finale for U18. Stævnets sidste klasse er anden kvalifikation og finale for senior-rytterne, hvor sværhedsgraden øges til S4*.

Travl sommer på Tågerup
Der bliver ikke tid til at hvile på laurbærrene, når mestrene er kåret, for allerede ugen efter – fra 25. til 28. maj – er der igen stævne på Tågerup. Det er et landsstævne for både heste- og ponyryttere. Og for ponyrytterne er det udtagelsesstævne til Nordisk Mesterskab. Til september afholdes der hele to internationale stævner hos Absolute Horses, så det bliver en travl sommer.

/Pressemeddelelse.

Info

DM-stævnet holdes hos Absolute Horses på Tågerup, Tågerupvej 32, Sommersted, fra onsdag den 17. til søndag den 21. maj. Der er gratis adgang onsdag og torsdag, mens det koster 80 kr. fredag, lørdag og søndag. Man kan tage børn under 12 år med gratis. Partoutkort til de tre dage koster 200 kr
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner