Thilde Alsing
Dansk Ride Forbund annoncerede d. 5. januar at DRF’s formand Ulf Helgstrand og næstformand Jakob Blicher Ravnsbo havde valgt at trække sig til repræsentantskabsmødet d. 13. april 2024. Til mødet skal der derfor vælges en ny formand for et år, idet Ulf Helgstrand afgår uden for tur.
Det samme gælder for bestyrelsesmedlem og næstformand Jakob Blicher Ravnsbo, der ligeledes afgår uden for tur. Foruden de to poster afgår bestyrelsesmedlemmerne Jørgen Mertz, Tina Callesen og Helle Juul efter tur, men modtager genvalg. Bestyrelsesmedlemmerne Henrik Jørgensen og Thomas Vogt Hansen er ikke på valg og forbliver en del af bestyrelsen.
Suppleant Ditte Bach Sørensen er ikke på valg som suppleant, men hun har valgt at opstille som kandidat til ordinært bestyrelsesmedlem. Suppleant Bo Gejl afgår efter tur som suppleant, men opstiller også som kandidat til både ordinært bestyrelsesmedlem og som suppleant.
På valg til appeludvalget
Foruden bestyrelsesposterne er der også valg til Appeludvalget ved årets repræsentantskabsmøde. Appeludvalget er det ene af Dansk Ride Forbunds to dømmende udvalg, hvoraf Disciplinærudvalget er det andet.
Blandt Appeludvalgets bestyrelse er Henrik Tofte Olesen, Pernille Nordskov, Hanni Kasprzak og Per Albæk Skjærbæk på valg. Formand Carstens Lorentzen, bestyrelsesmedlem Lars Langhoff og suppleant William Kanta er ikke på valg.
Repræsentantskabsmødet finder sted d. 13. april på Severin Konferencehotel.