3, 2, 1 - medalje?

26-08-2017 13:21

Britt Carlsen

Vi er i startboxen i Göteborg forud for afslutningen på dressurkonkurrencerne ved EM - de 15 bedste ryttere mødes i eftermiddag i kür, og det er de tre medaljetagere fra Specialen, som slutter konkurrencerne

Copyright Ridehesten.com
Kommer vi igen i dag til at se Cathrine Dufour på æresrunde ved EM?

Cathrine Dufour og Atterupgaards Cassidy vandt som bekendt individuel bronze i Grand Prix Special i hård konkurrence med svenske Therese Nilshagen og oldenborghingsten Dante Weltino e. Danone. I Specialen trak tyskerne fra konkurrenterne, men hvorvidt Sönke Rothenberger og herlige Cosmo kan snige sig forbi Isabell Werth og Weihegold, ja det bliver klart i eftermiddag. Og kan Cathrine avancere og true Sönke i kampen om sølvet? 
Therese Nielshagen rider på banen 16.30, Cathrine kl. 16.50, Sönke kl. 17 og det hele sluttes af Isabell Werth kl. 17.10. 

Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har haft tre danskere med i en EM-finale, men det er ikke desto mindre tilfældet i dag. Det er Anna Zibrandtsen, som er først ude for Danmark med Arlando kl. 15, og lige efter hende starter Severo Jurado Lopez på Deep Impact, han er den eneste spanske rytter i finalen. Anna var ikke helt tilfreds med sit ridt i Specialen på Arlando, og der er ingen tvivl om, hun vil forsøge at komme stærkt tilbage i küren. Som de øvrige danskere i finalen er hun et produkt af den hjemlige talentudvikling, og har som sådan fået masser af kür-rutine i ECCO Cuppen samt ved EM i ungdomsrækkerne. 
Anna Kasprzak og Donnperignon starter kl. 15.40. De to har fået nogle ukarakteristiske fejl i deres programmer her i Göteborg, og det har Anna tidligere udtrykt lidt ærgrelse over. Hun og Pepe er en sammentømret enhed, og der er ingen tvivl om, at de vil give publikum og dommerne noget at se på i deres svære og seværdige kür i dag. 

Se startlisten HER

Copyright Ridehesten.com
Severo Jurado Lopez og Marianne Helgstrands Deep Impact er i kürfinalen.
Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen