World Cup Herning udvider markant i 2026

18-10-2025 13:41

Det prestigefyldte World Cup-stævne i Herning er i fuld gang, og nu har de netop meddelt, at de fra næste år udvider markant. DRF's championatsfinaler i dressur og Baltic Cup-finalerne i springning bliver en del af det populære efterårsstævne i 2026

Copyright Ridehesten.com
Jyske Bank Boxen vil danne rammen om DRF's Championatsfinaler i dressur i 2026. Foto: World Cup Herning
Nyheden fortsætter efter annoncen

Efterårsferiens helt store begivenhed i Herning bliver endnu større fra 2026. Det traditionsrige World Cup-stævne i MCH Messecenter Herning udvides betydeligt, når både finalerne i Dansk Ride Forbunds championater for unge dressurheste og Baltic Cup i springning for ungdomsryttere bliver en del af programmet. 

World Cup Herning er i år vært for den 19. danske afdeling af det prestigefyldte, internationale World Cup-format. Siden 2017 har Herning dannet rammen om stævnet, og i 2026 udvides kapaciteten med endnu en hal - Hal E - så hele tre baner tages i brug. Det giver mulighed for at tilbyde endnu flere konkurrencer og en endnu større oplevelse for publikum. 

Det giver god synergi at afvikle championatsfinalerne sammen med det internationale dressurstævne. For det dressurinteresserede publikum bliver der meget mere at opleve, og for vores unge heste betyder de flotte rammer og det internationale setup, at de får vist sig frem for både avlere og et større publikum, udtaler Casper Cassøe Krüth på vegne af arrangørerne. 

Kvalifikationerne og finalerne i championatet for 4-, 5-, 6- og 7-årige dressurheste bliver afviklet i Jyske Bank Boxen, og det betyder, at der vil være fuldt program i alle tre haller fra onsdag. Championatsfinalerne har tidligere været afviklet sammen med World Cup-stævnet i Odense - med stor publikumsopbakning og fulde tribuner. Ved at bringe finalerne tilbage i et internationalt set-up styrkes både talentudviklingen og sammenhængen mellem avl og sport. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Vi har så gode ungheste herhjemme, at de fortjener international opmærksomhed. Det er også en del af stævnets mission - at skabe udvikling for både ryttere og heste, siger Casper Cassøe Krüth. 

Copyright Ridehesten.com
Stævneleder Casper Cassøe Krüth ser frem til den nye udvidelse af det populære World Cup-stævne i 2026. Foto: World Cup Herning

Unge springryttere får også plads på programmet
Det er ikke kun dressurrytterne, der får glæde af det udvidede program. De populære Baltic Cup-finaler - et internationalt ungdomsstævne i springning - flytter også ind i Herning under World Cup-stævnet i 2026. Her vil unge springryttere fra hele Norden og Baltikum dyste om topplaceringerne. 

Arrangørerne håber, at den markante udvidelse vil styrke publikumsoplevelsen yderligere. Allerede i år forventes det, at World Cup Herning sætter publikumsrekord. 

Ved at kombinere landets bedste unge heste og ryttere med den internationale elite, skaber vi et helt unik event, der samler hele ridesportens bredde og fremtid under samme tag, lyder det afslutningsvis fra arrangørerne. 

/Pressemeddelelse. 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner