World Cup 2009 med verdens bedste islandsheste

04-01-2009 08:58

Grethe Næsby

Den 28. februar 2009 gentages World Cup-succesen fra 2008, og der afholdes et arrangement på internationalt niveau og størrelsesorden i Arena Fyn. Programmet er fyldt med internationale top-ekvipager og show med verdens bedste hingste og deres afkom.

og har du som besøgende lyst til mere viden om den islandske hest, bliver der i løbet af eftermiddagen afholdt seminar om avl og træning, hvor foredragsholderne er anerkendte ryttere og avlere. Et af de helt store arrangementer for islandshesten er World Cup 2009, hvor mere end 75 internationale ryttere fra Island, Finland, Tyskland, Sverige, Norge og Danmark vil dyste i T1, V1 og F1. De indledende runder rides allerede fra kl. 9.00 og fortsætter dagen igennem, indtil finalerne runder arrangementet af om aftenen. Her kan du blandt andet møde Vicki Eggertsson, som ligger på 2. pladsen på World Ranking i F1. Derudover vil juniorryttere fra de 4 nordiske landshold mødes midt på dagen, hvor du vil kunne se dem dyste i disciplinerne inden for Tölt. At arrangementet er ved at få et international niveau kan blandt andet ses i de krav, der stilles til rytterne. Som minimum skal de have en score på 6,5 point på FEIF´s Ranking liste for at kunne deltage, samtidig med at de internationale dommere vil sikre et højt niveau, når præmiesummen på 100.000 skal fordeles. Dagen igennem byder på meget mere end idekonkurrencerne. I hallen ved siden af Arenæn vil du kunne se verdens bedste islandshingste. Her får du som publikum en unik mulighed for at komme ganske tæt på, når avlerne får vist hingstene frem for hånd. Det er en meget speciel oplevelse at gå rundt imellem de mange hingste, der tager det hele med ophøjet ro, selvom der er 20 andre hingste lige ved siden af og en sand vrimmel af mennesker. Derfor er der også mange avlere, der finder deres avlshingst til World Cup, for arrangementet giver en god indsigt i, hvordan hingstens temperament og reaktioner er - også når den er "i byen". Som noget helt nyt vil du også møde 3-4 af hingstens afkom, der vil stå i forlængelse af hingsten. Fænomenet er velkendt på Island, hvor man i mange år har vist både hingst og afkom frem, men i Danmark er det første gang, man afholder et sådant arrangement. Derfor er der også et stort hingsteshow midt på dagen, hvor du får fornøjelsen af at se de enkelte hingste og deres afkom under ridning. Hvis du er avler, får du på den måde et komplet billede af hingstens potentiale, og hvis du bare godt kan lide islandske heste, får du muligheden for at nyde synet af verdens bedste hingste under fri udfoldelse. World Cup 2009 afholdes fredag d. 27. feb. og lørdag d. 28. feb. i Arena Fyn - Odense SØ Fredag gratis adgang Lørdag adgang med billet Et nyt tiltag i forhold til World Cup 2008 er, at du som publikum har mulighed for at komme ind til to lukkede seminarer, hvor billetterne købes som tillæg til indgangsbilletten. Det ene foredrag vil handle om avl af den islandske hest, og det andet vil behandle emner inden for træning af den islandske hest. Begge foredragsholdere er kendetegnet ved at være særdeles anerkendte inden for den islandske hesteverden og et foredrag med disse to vil helt sikkert være en oplevelse værd.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner