Wind og Tang med ny nordjysk base

11-11-2022 17:08

Rytterparret Søren Wind og Christian Tang Nielsen har fundet nye faciliteter til deres forretning, Wind Equestrian, der fremover vil blive drevet fra Fredensvang Ridecenter ved Hobro

Copyright Ridehesten.com
Søren Wind med de tre helsøskende Peggy Sue Nexen, Penny Lane Nexen og Double Trouble Nexen. Ridehesten.com/Thomas Bach Jensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Berider Søren Wind og rytter Christian Tang Nielsen har flyttet deres heste ind på ejendommen Fredensvang på Døstrupvej 72, 9500 Hobro, hvorfra Jan Bastrup Pedersen tidligere har drevet en dressursalgsstald og fortsat bor med sin familie.

Søren Wind, der fortrinsvis er dressurrytter, og rytter Christian Tang Nielsen, som bedst kendes som springrytter, har senest været ansat hos Nordentoft, men har siden arbejdet selvstændigt med base på rideklubben i Klarup. Over sommeren har Søren også delvist haft base på Stutteri Nexen ved Suldrup, hvor han bl.a. har redet Peggy Sue Nexen, der var udtaget til UVM i dressur, og som han formidlede i en handel med en fransk OL-rytter.

Basen for deres nyetablerede forretning, Wind Equestrian, er fra 1. december 2022 lidt nord for Hobro, hvor de glæder sig til at rykke ind. Her vil de fortsætte med at tage dressur- og springheste i ridning med henblik på fremstilling ved sadelkåring, egnethedstest, championater såvel som højere klasser – og gerne med salg for øje.

Copyright Ridehesten.com
Christian Tang Nielsen og Cliffhanger. Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Ved Dansk Varmblods Unghestechampionat 2022 var Christian den rytter, der havde flest springheste kvalificeret. Derudover har han også succes på højere niveau og har redet DM flere gange – senest i sommeren 2022 med Cliffhanger, som han selv har uddannet. Christian har flere placeringer i op til 150 cm-klasser både nationalt og internationalt

Søren medbringer en bred erfaring på dressurdelen fra unghesteniveau til international Grand Prix. I 2019 var han med til at vinde U25-holdguld til NM og individuelt sølv samt bronze til EM i Italien. Derudover har han flere internationale placeringer og sejre til og med Grand Prix

Han brænder desuden for at lave de rigtige match mellem hest og rytter, og har efterhånden lavet mange succesfulde match i ind- og udland. Han har desuden et godt samarbejde med norske kunder og underviser også en del norske ryttere.

Vi arbejder på at ansætte en dygtig dressurrytter, og samtidig bestræber vi os på at holde antallet af heste på et overskueligt niveau. Det skal fortsat være småt og godt, fastslår Søren Wind.

Copyright Ridehesten.com
Søren Wind og Christian Tang Nielsen. Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Charlotte Kusk Berwald

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Charlotte Kusk Berwald