Vil du være ponystatist i Nordeuropas største forestilling?

30-10-2021 10:15

Merete Haahr

Drømmer du om en sommer fyldt med ponyer, magi og eventyr, så bliv ponystatist på Det Kongelige Teaters opsætning af Hobbitten på Moesgaard museum i Århus

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det kongelige teater gentager succesen fra i år med opsætningen af Hobbitten på Moesgaard Museum i Århus, som vil være Nordeuropas største udendørs teaterforestilling . Stykket er instrueret af Kasper Holten og fortæller eventyret om den magelige Bilbo Baggins, der sammen med fem dværge og en troldmand, begiver sig afsted på en farefuld rejse i følgeskab med deres trofaste små ponyer.

Nu kan du blive ponystatist

Hobbitten er alle tiders største og mest elskede eventyr, og opføres som en dukkeforestilling.  Som en vigtig del af forestillingen indgår en lille flok shetlandsponyer, og derfor søger Det kongelige teater ni ponystatister, som nøje udvælges til at træne og føre ponyerne på scenen i stykket. Statisterne vil modtage træning af Maja Frederiksen, fra Frederiksens Isheste, som har mange års erfaringer indenfor uddannelse af heste.

Som ponystatist, vil du få et indblik i, hvordan man arbejder med ponyerne og forbereder dem til at kunne deltage i en så stor opsætning, hvor man samtidigt tager hensyn til hestenes behov og velfærd. Hestene skal trænes til at klare pressede situationer med uventede lyde og bevægelser. Der vil være musik, røg, flagrende kostumer, og det kræver, at man kan stole fuldt ud på sin pony, uanset hvad man løber ind i. For uvidende ser det ud som en enkelt ting, fortæller Maja Frederiksen, men det er ikke noget, man bare lige gør, og det kræver meget forudgående træning. Ponyerne er ikke bare en rekvisit på teateret men en vigtig del af forestillingen. Du vil lære om hesteadfærd og få et indblik i en tilgang til hestetræning, hvor der sættes fokus på nærvær, relation afbalancering og kontakt.

Du vil få en kæmpe oplevelse med ponyer og skuespillere under åben himmel, og du vil få mulighed for at opleve forestillingen på tætteste hold. Du vil få et indblik i den store kunstneriske maskine, der skal til for at opsætte sådan en stor forestilling. Foruden ponyerne, vil der være imponerende scenografi, halsbrækkende stunts, overraskende special effects og meget mere, skriver Visit Århus i en pressemeddelelse. Statisterne er en del af Visit Århus ReThinker program for frivillige.  Du vil blive en del af et stort fællesskab med over 80 statister, skuespillere, ponyer, teknikere, stuntfolk, instruktører og mange flere.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Få en sommer fyldt med eventyr og dejlige ponyer

Bliver du statist på Hobbitten, får du en kæmpe oplevelse, nye venskaber, og et sug i maven, når du aften efter aften står foran et publikum på 3000 forventningsfulde teatergængere. Statistrollen er ulønnet, men den tid du bruger, vil du få fuldt ud tilbage i form af oplevelser fællesskab og venskaber.

Der er infomøde i begyndelsen af november, og casting i december.

Der vil være 3 weekender med træning fra februar til april. De endelige prøver starter i påsken, og forestillingen spilles fra d. 20. maj til 25. juni 2022.

Har du interesse i heste eller i teater og scenekunst, opfordres du til at søge. Der er behov for mange forskellige profiler, når blot du er omstillingsparat og klar til at indgå i en større gruppe med smil og godt humør.

Bliv hestestatist og frivillig ReThinker, og få en sommer fyldt med magi og eventyr.

Du kan tilmelde dig infomødet den 8. november på Visit Århus frivillige program.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner