Vil du være læremester eller lærested?

14-01-2025 17:53

Til sommer starter et nyt hold af elever på Dansk Ride Forbunds uddannelser, og derfor kan du nu blive læremester eller dit sted blive lærested, for en af de ihærdige og målrettede elever

Copyright Ridehesten.com
Kunne du tænke dig at hjælpe de kommende elever ved DRF's uddannelser godt på vej? Så kan du netop ansøge om at blive læremester eller lærested. Foto: Ridehesten.com/ Tonya Bille Nielsen

Tiden er snart inde til, at et nyt hold af rideskolemanager-, rideinstruktør- og beriderelever skal starte på deres nye uddannelser. For at kunne gennemføre de respektive uddannelser, skal de have været i lære, og det er derfor enormt vigtigt med gode læresteder og læremestre. Sidder du eller din rideklub med en drøm om at blive læremester eller lærested, så er det nu, der skal ansøges. 

Listen over læresteder og læremestre skal snart være klar, så eleverne med det samme ved, hvor de kan søge læreplads. Som altid er det muligt at ansøge om at blive lærested eller læremester, hvis man brænder for at hjælpe de ihærdige og målrettede elever godt på vej på deres rejse mod en karriere i hestesporten. 

Rideskolemanageruddannelsen
Der er nogle helt generelle regler, der skal være opfyldt, for at kunne opnå autorisation til at være lærested. Ved rideskolemanageruddannelsen er kravet blandt andet, at det skal være en rideklub under DRF med en elevskole. Der skal derudover stå fast opstaldet eller være tilknyttet mindst seks heste, fordelt på dressur og springning, således at hver disciolin altid er repræsenteret. Derudover skal der mindste være opstaldet 20 heste, heraf en del elevheste og en del privatheste. 

Som læremester for en rideskolemanager, skal personen være medlem af Dansk Ride-Instruktør Forening samt en klub under DRF. Personen skal være fyldt 25 år, være eksamineret i den 2- eller 4-årige rideinstruktøruddannelse eller den 4- eller 6-årige berideruddannelse efter styregruppens regler. Derudover skal man have virket som rideinstruktør i et fast ansættelsesforhold mindst et år før autorisation kan finde sted. Man skal ligeledes være fuldtidsansat ved anerkendt lærested med mindst tre måneders opsigelsesvarsel. 

Rideinstruktøruddannelsen
Kravene for et lærested for rideinstruktøruddannelsen er lidt anderledes. Her kan det både være en rideklub under DRF eller et privatsted. Her skal der også stå fast opstaldet eller være tilknyttet mindst seks heste, men alt efter om stedet kategoriseres som et allroundsted eller et specialsted, er der lidt forskellige regler. Der skal mindst være opstaldet 20 heste, heraf kan en del være elevheste og en del privatheste. 

Som læremester for rideinstruktør gælder de samme regler, dog skal man være eksamineret i den 4- eller 6-årige berideruddannelse, have virket som berider i et fast ansættelsesforhold mindst et år og være fuldtidsansat ved anerkendt lærested med mindst tre måneders opsigelsesvarsel. 

Copyright Ridehesten.com
En god læreplads er altafgørende for elevens uddannelse. Derfor er det vigtigt med gode læremestre og læresteder. Foto: Ridehesten.com/ Marie Helene Rigård Rohleder

Berideruddannelsen
Som lærested for berideruddannelsen, skal der ligeledes være tilknyttet mindst seks heste, fordel på dressur og springning. Igen er der lidt forskellige regler alt efter, om stedet er et allround sted eller et specialsted, men fælles er dog, at der mindst skal være opstaldet 20 heste, der kan være fordelt på både elev- og privatheste. 

Som læremester for berideruddannelsen gælder samme regler som ovenstående, dog skal du være fyldt 28 år, være eksamineret i den 4- eller 6-årige berideruddannelse, have virket som berider eller selvstændig i mindst tre år, have fungeret som læremester for rideinstruktøruddannelsen i mindst to år og have ført en elev til bestået rideinstruktøreksamen. 

Fælles for alle uddannelserne er et ridehus på minimum 20 X 40 med bane til både dressur og springning, der egner sig til konkurrence på distriktplan. Derudover skal der være toilet og opholdsrum tilgængeligt for personalet. Lærestedet skal også indgå et samarbejde med styregruppen og læremesteren. 

Der er flere regler, man som lærested eller læremester skal sætte sig ind i, før man sender en ansøgning afsted, og dem kan du læse meget mere om her: Læs mere om kravene for læresteder her og læs mere om kravene for læremestre her

Ansøgningen skal sendes senest den 1. februar 2025, hvorefter ansøgningerne vil blive behandlet i februar måned. Ansøgningerne bliver kun behandlet én gang årligt, så derfor er det altså med at slå til nu, hvis man ønsker at være enten lærested eller læremester. 

Ansøg her. 

Kilde: Dansk Ride Forbund. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner