Vellykket landsstævne i Hjallerup (video)

06-07-2020 08:55

Trods vind og vejr har der hele weekenden ved landsstævnet i dressur i Hjallerup Rideklub været ridning i topklasse, og der har været 500 starter igennem – både heste og ponyer og alt fra debutanter til garvede ekvipager

Copyright Ridehesten.com
Hjallerup Rideklubs centerleder Anders Vestergaard Carlsen havde sin Grand Prix-debut med Gravgaard's San Anthony. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen.

Formand for Hjallerup Rideklub, Line Dahl Larsen, gjorde søndag aften efter et meget vellykket landsstævne status, inden det på torsdag går løs igen; denne gang med landsstævne i springning med bl.a. kvalifikation til Walber og Stutteri Ask DM i holdspringning.

– Vi har på trods af alle corona-restriktioner oplevet, at folk har haft ja-hatten på og bare har nydt at komme ud til stævne igen. Vi er utrolig taknemmelige for den opbakning til stævnet, og at folk har overholdt de gældende vejledninger og restriktioner. Interessen for vores stævne fra både ryttere, sponsorer og frivillige hjælpere har været stor, fortæller Line Dahl Larsen.

AGCO Danmark og Traktor Høst har stillet traktorer til rådighed. VM Loader Danmark stillede med ekstra løftekapacitet til staldende i form at minilæssere. Walber Equestrian, som også har leveret klubbens baner med ebbe-/flodsystem, stillede med ekstra udstyr til banepleje, mens Equsana leverede goodiebags til alle opstaldede, og Frandsberg har klaret afhentningen af møddingen fra stævnet. Så velvillige sponsorer har på den måde bidraget til den en god afvikling af stævnet, hvor der også har været udstilling af luksusbiler fra Hammer Højer Biler og rideudstyr fra ProRider, så der har været noget ekstra at kigge på.

– Niveauet af ridning har været rigtig højt, og der har været mange spændende klasser. Vi kan nu se frem til at byde mere end 900 starter velkommen på vores ridestadion til landsstævne i springning i denne uge. Også her er der mange spændende ekvipager meldt til start, og vi tør godt love, at det bliver samme niveau, fastslår Line Dahl Larsen og tilføjer: – Jeg vil gerne rette en stor tak til alle de frivillige hjælpere, som har gjort en kæmpe indsats for at få opgaverne løst før under og efter stævnet. De er alle bærende kræfter for, at vi gang på gang kan præstere at afholde disse stævner.

Alle resultater fra landsstævnet i dressur i Hjallerup Rideklub.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner