Velin ny på det danske dressurlandshold?

21-07-2007 10:53

Britt Carlsen

Landstræner Rudolf Zeilinger burde have været til stede på dressurbanen her til morgen i Falsterbo, for der dukkede en ny, dansk dressurstjerne op. Thomas Velin red en forrygende dressuropvisning på en af Jan Brinks dressurheste, og smilet var bredt på den danske springrytter, da han til publikums store jubel viste fremragende passage og piaffe arbejde. De internationale spring- og dressurryttere morede sig herligt her til morgen i en showklasse, som blev vundet af det svenske par Nathalie Adelborg og Minna Telde foran danske Jim Rasmussen, der havde lånt Kari og Jack Munch-Christiansens springhingst Candor til lejligheden, og de var hurtigst over forhindringerne. Jim var parret sammen med den svenske OL-rytter Peder Fredricson, som sprang sin dressurhest ind og ud af banen. Thomas Velin og Jan Brink, som havde lånt Thomas' springhest Cantra Twin sluttede på tredjepladsen. En herlig måde at starte dagen på i Falsterbo, hvor solen desværre er blevet væk under et tæt skydække. I eftermiddag er der Falsterbo Derby og finale i 6-års championatet for springheste - begge klasser med dansk deltagelse.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner