Vallak - stjålet eller forsikringssvindel?

25-04-2009 11:38

Grethe Næsby

Hos Jelshøj Dyreklinik i Århus har en ejerløs brun vallak nu stået i en måned, uden det er lykkedes at finde ejeren. Dyrlæge Flemming Christiansen undrer sig

Den 12-årige brune vallak står stadig hos dyrlæge Flemming Christiansen fra Jelshøj Dyreklinik - på nu fjerde uge. Selv mener dyrlægen, at hesten måske kan være stjålet i Tyskland. - Det er ren og skær tanke. Men mystikken breder sig, og jeg kan ikke komme på andet, end at hesten sandsynligvis er stjålet i Tyskland. Den er formentlig kørt til Danmark, hvor den skulle slagtes. Den vejer nemlig godt til. Men den er en lille smule halt, og det kan være årsagen til, at hestetyvene har efterladt den, siger Flemming Christiansen til Århus Stiftstidende. Men der er også andre teorier i spil, såsom forsikringssvindel, hvor en forsikringssum kan være udbetalt, men hvor hesten måske ikke er blevet aflivet. På Hittegodskontoret siger Erik Køppen, at den brune vallak sælges på auktion inden for en uge, hvis ejeren ikke når at melde sig. Kilde: Århus Stiftstidende

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner