Kristine Ulsø Olsen
Fra morgenstunden fik de unge ryttere lov til at indtage det store Stutteri Ask Stadium, da der blev afviklet kür for youngriders og U25.
Kristian bedste ungrytter
For youngrider havde Kristian Würtz Green og Maria Mejlgaard Jensen allerede i lørdags vist at de er i en klasse for sig. Det viste de igen i dag küren, da Kristian Würtz Green tog sejren med Bovbjergs Zhivago e. Romanov/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Hanne Damgaard og Leif Bovbjerg Jensen) med 76,342%. Maria Mejlgaard Jensen og Antago du Feuillard e. Ampere/Jazz (opdr. J.A. Boven) lagde sig lige bag Kristian med 75,825%. I dag lykkedes det svenske Cecilia Bergåkra med My Friend e. Friendship/Troll at avancere et par pladser efter lørdagens femteplads og blev således nummer tre med 72,975%.
De øvrige placeringer besatte svenske Siri Ehrnrooth med 70,992% og danske Isabell Toft Waksvik med 70,700%.
Ændringer i toppen for U25
I dagens kür red gårsdagens tredjeplads sig helt til tops, således blev vinderen Karoline Rohmann og Jakas Don Louvre e. Blue Hors Don Romantic/ Lauries Crusador xx (opdr. Jan og Karina Koefoed-Nielsen) efter en flot tur med mange højdepunkter til 74,775%. Thea Bech blev i går nummer fire, men rykkede i dag op som nummer to efter hun og Dionisos indkasserede 74,600 %.
Der sneg sig nogle fejl ind for vinderen fra i går og således måtte Laura Kristine Thorup med Blue Hors Veneziano e. Vivaldi/ Donnerhall (opdr. Blue Hors ApS) i dag tage til takke med placeringen som nummer tre med 73,142%.De øvrige placeringer besatte danskerne også. Gårsdagens nummer to, Sandra Aagaard Hyrm blev nummer fire med 72,050% efterfulgt af Camilla Lærke Stubberup med 70,500%.
Således ser det ganske godt ud for Danmark forud for det kommende EM for U25 i Ungarn senere på måneden. Her er dagens top-tre udtaget og nummer fire og fem er udvalgt som reserve. Med på holdet er desuden Josefine Hoffmann og Hønnerups Driver e. Blue Hors Romanov/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Stutteri Hønnerup), der ikke har været til start i Herning.