Kristine Ulsø Olsen
Mange heste tilbringer kortere eller længere tid på tørre og måske hårde folde i de tørre perioder af sommeren. For mange heste betyder det tilsvarende tørre og hårde hove. Har hesten hårde hove, er hovens naturlige elasticitet nedsat, og samtidig øges risikoen for flækkede og flossede hove.
Mudrede folde kan også give tørre hove
Mudder der får lov til at sidde og tørre på hoven trækker fugten ud af hoven. Så går hesten på våde eller mudrede folde i dagtimerne, og kommer på stald over natten, så er det en god idé at vaske mudderet grundigt af hoven. Man skal dog være opmærksom på, at afvaskningen kan fjerne hovens naturlige fedtlag.
Mere fugt, men ikke for meget
Hovene kan tilføres fugt ved at lade hestens hov stå i en spand vand eller et vandspiltov med nogle centimeter vand i bunden, men husk at det kun er hoven der skal dækkes af vandet. Der findes også vandklokker, som gøres våde inden de sættes på hoven og derefter løber vandet langsomt ud over hoven. Vandklokkerne fjernes når vandet er løbet ud af dem.
For meget fugt er heller ikke sundt for hovene, fx hvis hestene står hele døgnet på våde folde. Fugtige hove bliver let møre og har sværere ved eksempelvis at holde skoene på, ofte med flossede og smuldrende hove til følge. Sørg derfor for, at hesten også kan komme på tørt underlag.
Hold på fugten
Når de tørre hove er blevet tilført fugt, kan man hjælpe hovene til at holde på fugten, ved at smøre dem med hovfedt eller -olie. Husk at smøre hovene lige efter vask, mens de stadig er våde. Smør heller ikke for tit, da fedt og olie kan gøre hovene hårde. Til gengæld kan man smøre kronranden med levertran én til to gange om ugen, det giver nemlig en lidt bedre smidighed i hovvæggen.
Læs mere i Ridehesten nr. 8 fra 2005, eller i bogen Hovpleje skrevet af examineret beslagsmed Verner Kristoffersen, udgivet af Forlaget Wiegaarden. Bogen kan bestilles på www.ridehesten.com