Annika Knudsen Lorentsen
Langt de fleste af de danske springryttere er i denne uge samlet på Stutteri Ask, hvor der er internationalt springstævne på dansk grund, og blandt andet EEF Series Nations Cup på programmet. Enkelte ryttere er dog draget udenlands, hvor de er til start forskellige steder i verden.
En af dem er Jessica Toelstang, som i denne uge er en af de danskere, der rider stævne på Sentower Park i belgiske Opglabbeek. Jessica har medbragt to heste til Belgien, og i går lykkedes det hende at sikre en flot placering i gårsdagens højeste klasse med den ene af sine heste.
I den 2-stjernede 145 cm klasse, som var pointgivende til verdensranglisten, red Jessica fejlfrit i sadlen på SP Camoral e. Casall/Calido I, og sammen tog de syvendepladsen ud af 33 ekvipager, der deltog i klassen.
I dag er Jessica igen til start i 145 cm med SP Camoral, mens flere danske ekvipager kommer til start i det belgiske.