Tina Lund med i Zürich

23-01-2008 15:17

Maja Golles

Tina Lund er eneste dansker, der er til start ved det femstjernede stævne i Zürich i den kommende weekend, hvor hun umiddelbart vil satse på hesten Animous.

For Tina kommer de næste tre uger til at indeholde en del flyrejser, idet hun tager på en lille miniturné. Førstkommende weekend er det Zürich i Schweiz, derefter World Cup i Bordeaux i Frankrig og til sidst World Cup i Vigo i Spanien. - Vi har gjort det sådan, at jeg rejser hjem til Danmark imellem stævnerne. Jeg har nogle hold, som jeg underviser, og de unge heste skal også trænes. I den anden ende har jeg en dygtig hestepasser, som kan sørge for, at mine tre konkurrenceheste bliver rørt, siger Tina Lund, fra lufthavnen på vej til Zürich og fortsætter: - Det er første gang, jeg skal ride i Zürich, men efter sigende skulle det være et rigtig godt og stort stævne, men det får jeg jo at se, når jeg kommer derned. Jeg har Carola, Zamiro og Animous med og ligenu er det Animous, jeg satser på. I World Cup sammenhæng ligger Tina Lund som nummer 69 med to point, men selvom det kan se urealistisk ud med en plads i en World Cup finalen, vil hun stadig ride for sin chance. - Selvfølgelig ser det en smule svært ud, og der skal vist en sejr til både i Bordeaux og Vigo, hvis jeg skal have en chance for at komme med til finalen, men jeg rider altid for at vinde. At deltage i en World Cup finale er stort og der vil man altid gerne være med, siger Tina Lund. Kilde: Dansk Ride Forbund

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner