Svensk stjernekusk vandt igen

29-08-2011 11:03
Johnny Takter er en af verdens bedste travkuske. Søndag eftermiddag gjorde han igen det onde ved de danske kuske, da han bragte svenskejede Peak til sejr i DFDS Seaways Dansk Trav Derby. Det var svenskerens tredje derbysejr på fire år
Copyright Ridehesten.com
Derbyvinder Peak med sin oppasser og træner Johnny Takter 28. august 2011. Foto: Travfotos/ Lasse Jespersen.

Det blev en stor svensk triumf i årets danske travderby, da Peak kørt af svenske Johnny Takter tog sin tredje danske derbytitel på bare fire år. De danske heste og deres trænere måtte i den grad lægge ryg til et nederlag, da det også blev svensk på andenpladsen i form af Pure Vacation kørt af Peter Untersteiner. På trods af at den svenske sulkystjerne har vundet utallige storløb i ind- og udland og indkørt millioner af kroner til hesteejerne, så var han rørt efter sin tredje danske derbysejr i karrieren. - Det er fantastisk, var de første ord, som kom fra Johnny Takter, men langsomt kom ordene lidt mere på gled for svenskeren. - Jeg fik et godt rygløb undervejs med Peak, men det gav selvfølgelig en smule uro, da en konkurrent galoperede foran os i sidste sving (Pingus Vang, red.). Og da min hest til slut i opløbet samtidig brød en smule ud, var jeg slet ikke sikker på sejren. Opløbet er jo langt, sagde Johnny Takter efter i vindercirklen, men den var god nok. Den svenskejede hingst tangerede oven i købet løbsrekorden, som den nu deler med Magic Sisa med tiden 1.15,3/3000 meter Derbyvinderen Peak er opdrættet af Henrik Mortensen fra Nykøbing F., mens det er den finskfødte træner Kari Lähdekorpi, som har det daglige træneransvar for Peak. Finnen, som driver en stor stald i Halmstad med lidt under 150 heste på træningslisten, var dog ikke til stede ved derbysejren. Han var taget hjem til Finland. Peak blev på unghesteauktionen solgt for 150.000 kroner for to år siden. Dens svenske ejere kunne nu stoppe 665.000 kroner i lommen. Set med danske briller var årets derby resultatmæssigt en stor skuffelse. At sejren gik til svenske hesteejere vil nu altid sætte en dæmper på glæden, men bestemt ingen skygge over Peak. Med tredjepladsen til Please Perfect kørt af svensk-finske Peter Ingves stod Lundentræner Magnus Ladegård for den bedste placering af de dansktrænede heste. Bo Westergaard lignede bag næstfavoritten Pingus Vang en mulig vinder i sidste sving, men galoppen havde kusken ingen forklaring på. - Jeg følte, at jeg havde alt i behold i min hest. Jeg ved ikke, hvorfor han galoperede, sagde Bo Westergaard efter løbet. Løbets favorit, Politiken kørt af Morten Friis, var træt midt på sidste langside og var en reel skuffelse. Bedre gik det for anpartsstalden i Stald KTAS, da Thomas Uhrberg fik kørt det perfekte løb med Pinocchio H J. Hesten dykkede indvendigt til slut og hentede fjerdepladsen før undervejs førende Photocopy K og Prada Secret. Kilde: Travoggalop.dk

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner