Britt Carlsen
Danmark sluttede sidst i den 5-stjernede Longines Nations Cup ved Falsterbo Horse Show, men det var første runde, som især kostede det danske hold dyrt. I anden runde var der kommet ro på alle ryttere og med ialt 11 fejl var det i høj grad et godkendt resultat.
Søren Møller Rohde og Todt Un Prince Ask fik i lighed med første runde 5 fejl i et meget sikkert og flydende ridt. Kim Kristensen missede tilridningen til vandgaven i første runde med Albert K, og desuden kom der flere nedslag, ialt 21 fejl i første runde, men så leverede parret et sikkert ridt med blot en tidsfejl i anden runde, hvor Albert K e. Heartbeat (opdr. Søren Knudsen) virkelig fik vist sin kvalitet. Torben Frandsen samlede 17 fejl op på den sidste del af banen i første runde, men i anden kom de gennem den svære bane med fem fejl.
Andreas Schou har blot redet A-Girl e. A-Dur siden årsskiftet, men det ser ud til, at der er en fremtidshest til den helt store sport til Andreas i den talentfulde 9-årige hoppe, som var fejlfri på forhindringerne i første runde, med en tidsfejl og fik fem fejl i anden omgang.
Holdleder Kristian Skovrider kunne naturligvis godt have tænkt sig et lidt bedre resultat. Men det gik, som han bemærkede efter klassen, rimeligt godt i anden runde, og det er det, han og rytterne skal tage med videre. Det store mål i år er EM i Rotterdam, og nu skal Bo K. Møller og Kristian Skovrider i tænkeboks, for at sætte det bedst mulige hold.
Svensk hjemmebanesejr
Det svenske publikum blev virkelig prøvet i dag, for efter en første runde, hvor svenskerne var helt suveræne med tre fejlfrie ridt, så blev noget mere usikkert i anden runde. Schweiz havde fået fem fejl i første runde, men i anden var Beat Mandli, Niklaus Rutschi og Paul Estermann fejlfrie, og så behøvede verdensranglistens nr. 1, Steve Guerdat ikke ride på banen. Det var istedet helt op til verdensranglistens nr. 2 Peder Fredricson at afgøre Nations Cup til svensk fordel. Kravet var et fejlfrit ridt, eller højst en tidsfejl, det ville sikre omspringning med Schweiz.
Forinden havde Malin Baryard-Johnsson redet to fejlfrie runder, mens Frederik Jonsson fik et nedslag i begge runder. I første runde redStephanie Holmen fejlfrit i sikker stil, men i anden runde fik hun 12 fejl, og dermed satte hun Peder Fredricson under pres. Han sidder dog på en af verdens, om ikke verdens, bedste hest, H&M All In, de er regerende Europamestre, og så fik de to sejren i fredagens Grand Prix i Falsterbo. Det tusindtallige publikum holdt vejret, mens Peder overvandt den ene forhindring efter den anden, og da han ladede fejlfrit efter den sidste lød der et forløsende brøl fra publikum.
Svenskerne forstår virkelig at fejre alle ryttere. De skaber en stemning, som rytterne elsker. Og bl.a. derfor kommer de bedste ryttere igen og igen til stævne i den sydsvenske badeby. Falsterbo Horse Show er noget helt specielt.
Se resultatet HER