Charlotte Kondrup
Dagen indeholdt en række spændende oplæg. Det startede med at Bo K. Møller fortalte om årsagen til at årets officialsdag var lagt sammen med Spring Forum 2019 – at officials, ryttere, ryttere, trænere og hestejere kan få et sammenhold, som skal være med til at fremme sporten.
Det kom også frem, at man overvejer at lave helt om på stævnestrukturen indenfor springsporten, hvilket både Bo K. Møller og Jakob Leth kom ind på. I dag er det sådan, at rigtig mange ryttere vælger ikke at ride danske landsstævner, med undtagelse af nogle få enkelte landsstævner. Rytterne vil hellere ride de internationale springstævner i ind- og udland. Et forsøg på at gøre landsstævnerne mere attraktive er det nye DRF mesterskab for hold i springning for hesteryttere. I år kommer den til at fungere som en turnering med fire kvalifikationer og en finale, hvor de tre bedste kvalifikationer afgør om man kommer videre til finalen. Der blev også luftet at nye ideer er på vej, uden at de blev uddybet yderligere i forbindelse med Spring Forum 2019.
I forbindelse med en eventuel ændring af den nuværende stævnestruktur, kom det også frem at der skal nedsættes en gruppe på 8 personer fra forskellige interesseområder af springsporten.
Jakob Leth fortsatte også med at fortælle om de problemer, som dansk springsport har. Her kom han vidt omkring, og der er ikke tvivl om, at der er mange ting at tage fat i, i forsøget på at forbedre den danske springsport og forhåbentligt nå målet om et hold til OL i 2024.
Må vi ride stævner på heste i fremtiden?
Det var starten på Kimi Nielsens foredrag omkring trænerlicens, som hun fremlagde på vegne af DRIF (Dansk Ride-Instruktør Forening). I forbindelse med EM i Herning i 2013, så vi nogle knap så flatterende overskrifter. Sidste år blev det ulovligt at have vilde dyr i cirkus. Med den retning, som verdenen tager, så er det ikke urealistisk at det på et tidspunkt kan blive ridesportens tur. Det er ikke noget, som Kimi Nielsen ønsker bliver en realitet! Yderligere har måden at holde hest og få træning på også ændret sig over de sidste mange år, og det gør at hestene ikke længere i samme grad står på en rideklub, hvor der er en fast træner tilknyttet. Det kan medføre, at rytterne ikke lærer det fornødne kendskab til hestens pasning og ridning. Et forslag på at komme denne proces i møde, er at indføre en trænerlicens. Bl.a. at vise omverdenen, at vi gør alt, hvad vi kan for at passe på vores heste. På denne måde vil man som udenforstående også kunne se, at ridesporten gør en indsats.
Dette oplæg gav meget debat hos deltagerne, og ordstyrer valfartede rundt mellem dem med mikrofonen.
Nye afstande
De aktive stævneryttere har langsomt set det implementeret til stævnerne over den sidste årrække. Men nu skulle det være sikkert og vist – der kommer ny tabel til de danske banedesignere, som indeholder den opdaterede udgave af afstandstabellen. Med tiden har ridningen ændret sig til at være mere flydende, og det har gjort det nødvendigt med længere afstande mellem forhindringerne. Lidt om den nye tabel og historien bag banebygningen stod Bo Bak Andersen for. Der blev også fortalt om, hvordan sværhedsgraden øges i dag på de internationale baner, uden at det er linjeføringen, der er tale om.
I forbindelse med det nye springreglement, er der lavet krav om flere spring på banerne. Om dette sluttede Bo Bak Andersen sit oplæg af med en opsang – det kan give udfordringer for den gode banebygning, og dermed gøre banebygningen dårligere. Samtidig vil det øge risikoen for fejl hos de urutinerede banedesignere.
Hestens skader og kondition
Spring Forum blev afsluttet med to særdeles interessante oplæg, set fra springrytternes side. Først var det landsholdsdyrlægen Casper Tschernja, der satte paralleller til fodboldens verden og ridesporten i forbindelse med hestens kondition og ved skader. Rikke Munk fortsatte ved at fortælle om hvordan, man forbedrer hestens kondition og hvilke ting, vi skal have fokus på, hvis vi ønsker at hestene også kan være med, hvis vi skal nå ambitionen om at have et hold med til OL i 2024. Inden Spring Forum 2019 endelig blev sluttet af, blev der åbnet for en sidste debat, inden der blev sagt tak for en spændende og interessant dag.
Alt dette og meget mere indeholdte Spring Forum 2019 – læs meget mere om Spring Forum 2019 i næste nummer af Ridehesten!