Thomas Bach Jensen
I det stærke startfelt på 31 ekvipager i Grand Prix Special i Hagen i dag ville det ikke være urealistisk at forvente, at de fire danske ekvipager alle kunne placere sig i bedste halvdel. Altså i top 15 på resultatlisten og dermed indløse billet til kürfinalen. Sådan skulle det lang fra gå, og danskerne sluttede som nr. 31, 28, 10 og 4, hvormed to af rytterne desværre ikke kunne leve op til deres sædvanligt høje standard.
Bedste dansker blev ikke uventet danmarksmesteren Anna Kasprzak, der med Donnperignon e. Donnerhall/ Mozart (FWB) opnåede 76,843%. Bronzevinderen var DM, Daniel Bachmann Andersen besatte i dag 10. pladsen med 72,039% med Blue Hors Loxana e. Diamond Hit/ Argentinus (OLDB).
For DM-sølvvinderen, Agnete Kirk Thinggaard, lykkedes det desværre ikke helt i dag med hendes ungarnske vallak JoJo Az e. Ginus/ Just Boy, som var lidt punkteret i dag. Det betød, at travturen blev lidt mat, og der indløb dyre fejl i begge changementserier, hvorfor ekvipagen med et resultat på 66,765% måtte tage til takke med 28. pladsen i det stærke selskab.
Mikala M. Gundersen, der også var en stærk DM-medaljekandidat, sluttede i dag som sidste i feltet. Med My Lady e. Michellino/ Ritterstern (opdr. Yvonne Lindholm) har Mikala ellers sin styrke i Specialen, men i dag gik det desværre helt skævt for de to, og flere af øvelserne blev bedømt med 1-, 2-, 3- og 4-taller.
- Det lykkedes ikke Mikala at få My Lady ned fra passage til samlet trav, og på hjælpen til travers sprang hesten i galop, hvorefter det bare blev rigtigt vanskeligt for Mikala, der måtte lave parade flere gange for at komme igennem. Det er ikke før sket for hende, og er rigtig ærgerligt, fortæller holdleder Kimi Nielsen fra Hagen.
Anne Kasprzak og Daniel Bachmann Andersen er begge med videre til morgendagens kürfinalen.
Se klassens resultat HER