Snart kan alle aldersgrupper ride stævne i Sverige

02-06-2020 12:03

Annika Knudsen Lorentsen

Siden i går har det været muligt for børn og unge født i 2002 eller senere at konkurrere ved ridestævner i Sverige, men inden længe åbnes der op for alle aldersgrupper - og den svenske stævnekalender byder på mange stævner allerede i juni måned

Copyright Ridehesten.com
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

I en periode har der været lukket ned for ridestævner i Sverige, ligesom der fortsat er herhjemme. Men fra i går blev det tilladt for børn og unge født i 2002 eller senere at deltage ved konkurrencer i Sverige. 

Dette udvides snart, således at alle aldersgrupper vil kunne ride stævner fra 14. juni i Sverige. Det svenske rideforbund oplyser, at der allerede er planlagt i alt 87 stævner i de tre discipliner springning, dressur og military bare i juni måned. 

– Arrangørerne har virkelig vist stor interesse for at genstarte stævnesæsonen med kort varsel, og det ser ud til, at de fleste stævner i juni bliver afviklet i springning. Her er planlagt i alt 19 stævner på nationalt plan og 25 på regionalt plan bare i denne disciplin, oplyser forbundet på deres hjemmeside. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Der afholdes også en lang række dressurstævner, mens enkelte militarystævner også er på programmet.

Selvom man i Sverige nu åbner stævnesæsonen igen, opfordrer det svenske rideforbund til forsigtighed. Det vil sige, at man bør undersøge eventuelle regler og retningslinjer, som gælder i samfundet, i hestesporten og hos den enkelte arrangør inden man tager afsted til stævne. 

Herhjemme afventer vi fortsat udmeldingen fra regeringen og udmeldingen omkring hvorledes rigspolitiet vil fortolke forsamlingsforbudet, som formodentligt hæves den 8. juni, i ridesporten. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner