Skal din hest til UVM i Ermelo?

03-03-2016 11:11

FEI/WBFSH verdensmesterskaberne for unge dressurheste på 5-7 år finder i 2016 for første gang sted i hollandske Ermelo, og omfatter for første gang 7-års heste

Copyright Ridehesten.com
Fiontini og Severo Jurado ved den endelige UVM-udtagelse på Vilhelmsborg i 2015, hvorefter ekvipagen blev verdensmestre.

Ungheste-VM eller UVM i dressur har flere gange tidligere været afholdt i Holland, i byen Arnhem, men de sidste mange år har den tyske by Verden og hannoveranerforbundet været værter for FEI/WBFSH verdensmesterskaberne for unge dressurheste. I år bliver det så for første gang den hollandske by Ermelo og avlsforbundet KWPN. Det er ikke det eneste nye på plakaten i år, for det er også første gang, at mesterskaberne er udvidet med UVM for 7-års heste.

Kriterier for den danske udvælgelse af ekvipager til UVM og tilmeldingsblanket hertil kan findes på Dansk Varmblods hjemmeside. Igen i år vil udtagelsen ske med udgangspunkt i en bruttotrup, der deltager i iagttagelse og med frasorteringer undervejs i forløbet inden den endelige udtagelse. Herudover vil der være ekstra UVM-udtagelse for heste, der ikke er en del af bruttotruppen. Det sker den 28. maj i det østlige Danmark og den 29. maj i vest. Sidste frist for tilmelding hertil er den 21. maj.

Lørdag den 11. juni vil der være UVM-iagttagelse med frasortering på Det Nationale Hestesportscenter Vilhelmsborg, mens den endelige udvælgelse finder sted den 1. og 2. juli samme sted.

UVM i Ermelo finder sted den 28.-31. juli 2016.

Læs mere HER.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner