Thilde Alsing
Den første afdeling af Bundgaard Byg Cup-finale blev her til aften afviklet på Blue Hors, hvor 18 ryttere var til start i turneringen. Weekendens store begivenhed, Pavo og DRF's championatsfinaler for unge dressurheste, danner også rammen for finalen af Bundgaard Byg Cup, der er en landsdækkende turnering. Forud for finalen har fire kvalifikationsrunder fundet sted i forskellige dele af landet.
Den første afdeling blev i dag vundet af Jane Serup Jensen og Desperada e. Desperados/ Florencio I (opdr. Peter Borgs), der red til en bedømmelse på 74,211%. Ridtet var præget af stor stabilitet og overskud i øvelserne, hvor særligt serierne og galoppirouetterne kan nævnes som nogle af højdepunkterne. Jane Serup Jensen formåede at vise hesten frem med stort overskud og rutine, dog opstod der nogle små spændinger i nogle af overgangene.
Karin Nissen red sig til en andenplads med Scaglietti V. e. Sezuan/ Lauries Crusador XX (opdr. Iben Leere Kamp). Karin Nissen red en flot travtur, der frembragte flere 8-taller fra dommerne. Lidt spændinger i skridten og en lille fejl i pirouetten til venstre kostede lidt point, men ekvipagen endte dog stadig på 71,579%.
Mai Tofte Olesen red også et flot program med Almroths Santiago e. Sezuan/ Quaterback (opdr. Dorte Andersen), hvor blandt andet zig-zag-traversen lykkedes godt. Det stabile ridt indbragte dem en score på 71,491%, og det var derfor blot decimaler der adskilte ekvipagen fra andenpladsen.
Camilla Lunderskov og Donnerhall's Son II e. Sir Donnerhall II/ Uno Don Diego (opdr. Sonny Sandfeld Moisen) red sig ind på fjerdepladsen med 71,140 %, mens Rose Christiane Koefoed Rasmus og Aston Martin e. Monteverdi/ Sixtus (opdr. Lone H. Andersen) blev placeret som nr. 5 med en score på 69,342%.