Cecilia Lindahl
Det har stor betydning for, hvor godt et spring lykkes, at rytterne i de sidste galopspring inden er i stand til at støtte hesten og til at regulere dens galop, så den sætter af inden for den optimale distance. Det kræver, at rytteren samtidig med, at tempoet og rytmen bevares, er i stand til under tilridningen at bedømme, hvor hesten sætter af.
Sigt efter det højeste punkt på forhindringen
Dette kan kun lade sig gøre, hvis rytteren sigter på det højeste punkt på forhindringen. Ser rytteren ned på forhindringens underste kant, forvrænges det punkt, hvor der bør sættes af, hvilket gør det betydeligt sværere for rytteren at bedømme, hvor det optimale afsæt er. Der er desuden den risiko, at rytteren ved at se ned sænker sit hoved lidt, hvilket kan føre til en ændring af balancen. Både fremaddriften og muligheden for at se videre frem bliver desuden negativt påvirket ved, at rytteren ser ned. Rytteren skal altså sigte på forhindringens øverste bom. Den eneste undtagelse fra denne regel er på en tripelbarre, hvor man skal fokusere på den mellemste bom.
Hesten kan kun påbegynde selve springet i et moment, hvor den i galop kun støtter på det ledende forben, som alt efter i hvilken galop den befinder sig, lige så vel kan være det højre som det venstre. Selve afsættet foregår ved, at den sætter af med dette indvendige forben. Derfor må rytteren i tilridningen være i stand til med sit sæde og sin indvirkning at inddele galopspringene sådan, at det sidste galopspring slutter på det sted, hvor afsættes ønskes. Men de hjælpere rytteren giver for at have indflydelse på, hvor hesten sætter af, skal ophøre ved det næstsidste galopspring inden afsættet. Dette for at hesten i det sidste galopspring uforstyrret kan samle den energi sammen, som den skal bruge til selve afsættet. Hvis rytteren kan se, at tilridningen passer, så skal hverken galopspringenes størrelse eller rytme ændres. Hvis rytteren i de sidste galopspring inden springet, må erkende at tilridningen ikke passer, så kan han eller hun forsøge at ændre på dette ved enten at afkorte eller at øge galopspringets længde. Når galopspringene skal gøres længere, betyder det, at de skal gøres mere rummelige for på den måde at gøre dem mere jordvindende og ikke blot hurtigere. For at det kan lade sig gøre, skal hesten fortsat søge frem til biddet samtidigt med, at den får mere halsfrihed. Gør den ikke det, bliver den bare lang og usammenhængende. Igen er det balance og samling, der er forudsætningen for et godt resultat. For at forlænge galopspringene skal rytteren læne sig lidt mere fremad i bevægelsesretningen.
Når galopspringene afkortes, så er det bagparten, der skal overtage mere vægt ved, at bagbenene bliver placeret længere inde under kroppen, men uden at energien går tabt. Dette forudsætter imidlertid et præcist samspil mellem de fremaddrivende og de forholdende hjælpere i det helt rigtige moment. I takt med at hesten forlægger sin vægt mere bagud, skal rytteren rette sig tilsvarende op. Det kræver stor rutine og et godt øjemål at kunne inddele galopspringene til en forhindring korrekt, så afsættet bliver lige der, hvor man vil have det. Men det kræver også, at rytteren kan bevare roen og kan vente med at gribe ind, til det er muligt at kunne beregne afstanden til forhindringen. For hestens vedkommende er et total lydighed, der er forudsætningen for, at den kan være i stand til på en brøkdel af et sekund at reagere på rytterens hjælpere. Både, når det gælder at øge galopspringenes rummelighed og at afkorte dem, må det ikke ske pludseligt og overrumplende, men hjælperne skal doseres med følelse.
Øv dig på lavere forhindringer
Ved at øve sig på lavere forhindringer får rytteren atter mulighed for at koncentrere sig om sin egen bevægelsesteknik, og er den først fasttømret, går den ikke tabt, selv om forhindringerne bliver større.
Rytteren skal også hele tiden være klar over, at det at springe høje forhindringer ikke kun stiller krav til hestens springformåen, men så sandelig også til den psyke. Hvis man vil undgå, at hesten mister koncentrationen, skal man ikke springe det samme spring alt for mange gange uden at ændre på dets højde, dets bredde og dets udseende. Lige som det er meget individuelt fra hest til heste hvor mange spring, der bør springes i løbet af en træningstime, skal det også vurderes fra situation til situation hvilken teknik, der lige netop skal trænes her og nu. Der skal også tages individuel højde for den enkelte hests træningstilstand. Kunsten i at tilrettelægge hestens træning bedst muligt består bl.a. i lige netop at ramme "ikke for meget og ikke får lidt" - den gyldne middelvej.
Få inspiration til din springtræning i bøgerne Rytter og Hest, bind 1 og 2. Køb dem HER
