Britt Carlsen
Sportskonkurrencerne og hingsteshowet til World Cup 2011 er allerede helt fyldt op med mange af Nordeuropas dygtigste ryttere og heste. Startlisterne rummer flere verdensmestre og medaljevindere fra VM og NM, der kommer langvejs fra for at vise takt, form og bevægelse på internationalt niveau. Det betyder, at der igen er top ryttere, top tøltere og top underholdning på programmet til årets største, indendørs islandshestebegivenhed. Højeste kvalitet Arrangementet i 2010 var totalt udsolgt. Det er med til at stille endnu højere krav til 2011-udgaven, som byder på nogle programændringer. For eksempel strækker gangartskonkurrencerne sig over to dage med udtagelser fredag og finaler lørdag i stedet for, som de foregående år, at komprimere sporten på én dag. Det er bare et af nye tiltag, som skal gøre oplevelsen for de cirka 3000 publikummer endnu mere intens, fortæller en af kræfterne bag Worldtølt Bo Hansen. - Vi vil gerne holde det meget høje niveau og ønsker at gøre det hele endnu bedre for både ryttere, heste, udstillere og publikum. Vi arbejder blandt andet på at forbedre banen, og så er der mulighed for at reservere pladser i forskellige sektioner, når man køber billet. Hingsteshowet er denne gang fordelt i mindre heats over hele lørdag, så man ikke får serveret alle 30 hingste i én blok. Vi har også nogle ekstremt spændende stutterivisninger i ærmet. Der er virkelig basis for to hele dage med fantastiske hesteoplevelser, siger Bo Hansen.