Britt Carlsen
Hvis man vil sætte sig ind i, hvordan springhesten trænes optimalt er det en god idé både at sætte sig ind i træningsfysiologien og samtidig trække på de erfaringer nogle af landets og verdens mest succesfulde springryttere har gjort sig. Gennem bogen ’Den klassiske grunduddannelse af rytter og hest’, som er oversat til dansk og bearbejdet af Jytte Lemkow efter originaltitlen ’Richtlinien für Reiten und Fahren, Ausbildung für Fortgeschrittene’, skal der dog først sættes fokus på de principper og problemstillinger der gør sig gældende i forhold til den daglige træning af en springhest – her med fokus på den uddannede konkurrencehest. Herefter ses der nærmere på lidt træningsfysiologi, der kan give en videnskabelig baggrundsviden og sætte nogle rammer for en fornuftig træningsplan.
Træningsmål
Korrekt tilpasset træning giver forbedret kondition, styrke, smidighed, balance, koordination, velvære, mentalt overskud og så er det sygdomsforebyggende. Man skal dog ikke overgøre træningen, da overtræning bl.a. kan give stress, skader og manglende træningseffekt. Målet med træningen af springhesten er at gøre hesten i stand til at springe forhindringer af en vis højde, at opbygge dens selvtillid samt forbedre og vedligeholde dens fysiske og mentale formåen. Et hensigtsmæssigt og målrettet træningsprogram forbedrer ikke kun organer, som hjerte og lunger, men også kredsløbets kapacitet, ligesom det også forbereder muskler, sener og ledbånd på den forestående belastning. For at lave det bedst mulige træningsprogram til den enkelte hest, kan det være en stor fordel, at have et tæt samarbejde med sin dyrlæge og underviser. Det er vigtigt, at træningen er systematisk og hensigtsmæssig – ikke planløs.
Endelig afhænger den daglige træning af den enkelte hests temperament, fx har henholdsvis ivrige og dovne heste forskellige træningsbehov, for at blive holdt motiverede på opgaven.
Dressur for springheste
Lydighed, smidighed og en gennemgymnasticeret hest er nogle af nøgleordene bag en succesfuld springhest og her kommer dressurtræningen ind i billedet. Dressuren forbedrer hestens smidighed og behændighed, så den bliver mere eftergivende og dermed lettere lader sig kontrollere, og så den reagerer på rytterens fine hjælpere, og dressurtræningen behøver ikke foregå på dressurbanen, men kan nemt henlægges til springbanen eller i terrænet. Hyppige volteskift og vendinger, som gradvist bliver mere og mere snævre på begge volter og at ride sidebevægelser, er med til at øge hestens smidighed. Rytteren kan også under galoparbejdet forbedre hestens længdebøjning og dermed dens smidighed i vendingerne. Særligt galoparbejdet vil være i fokus hos springhesten. Selvom det dressurmæssige grundlag skal være i orden hos springhesten, må det ikke få rytteren til at glemme, at det er de springtekniske mål, der kommer i første række.
Afvekslende arbejde
Generelt er et varieret træningsprogram essentielt for at opnå en stærk, gennemgymnasticeret og motiveret hest, som er klar til at påtage sig de opgaver den stilles overfor. Afvekslende træning, herunder træning på forskellige typer underlag, forskellige forhindringstyper og i forskellige omgivelser under forskellige vejrforhold er med til at ruste hesten bedst muligt til opgaverne på stævnebanen, så den har overskud til at fokusere på at levere en god præstation
Træning og stævner
Stævnedeltagelse er en naturlig del af træningen og det daglige arbejde skal både pege hen mod stævnedeltagelse og tage hensyn til den kraftanstrengelse hesten alt andet lige leverer i forbindelse med stævnerne. En korrekt redet hest kan i princippet rides hele året uden egentlige hvilepauser. At skifte imellem totale hvilepauser og intensiv træning, giver netop ofte skader på hesten. Ikke at indlægge nogle deciderede hvilepauser betyder imidlertid ikke, at hesten skal gå stævner hele året. At holde nogle stævnepauser kan med fordel udnyttes til at give hesten afveksling og mulighed for at regenerere. Imellem de stævner en hest startes i, skal den arbejdes regelmæssigt for at bevare sin kondition.
Den velmente hvilepause, som ofte gives hesten umiddelbart efter stævnedeltagelse, kan være direkte skadelig for den. Selv ældre, færdiguddannede springheste har brug for målrettet at blive rørt, trænet og sprunget i den hvilepause, der er mellem stævnerne for at forblive sund, rask og klar til kommende stævner. Selve springtræningen kan, for at skåne hesten, bestå i eksempelvis løsspringning, gymnastikspring og få middelhøje forhindringer, hvor afsæt og tilridning trænes. God tid på fold, tid i skridtmaskine eller på løbebånd er også gode muligheder for ekstra, let og løsgørende motion. Man bør også tage med i sine overvejelser, hvordan man ønsker hesten skal være, når man møder op på stævnepladsen – en doven og træt eller overenergisk og ukoncentreret hest vil ikke give en optimal præstation under stævnet.
Kilde: ’Rytter & hest’ bind 1 og 2.
