Mille Albinus Hjermitslev
På Vilhelmsborg møder vi nogle af de elever, der går på Kustos Rideakademi på Vilhelmsborg. De elever, der er springryttere, er i gang med at få springundervisning ved berider Johnny Hansen. Springrytterne har holdundervisning én gang om ugen og eneundervisning én gang om ugen.
– Det er ridningen, der har førsteprioritet her. De andre timer må man så få til at passe ind.
Vi har for eksempel rigtig mange teoritimer i ridningen, fortæller Johnny Hansen.
Teoritimerne har eleverne sammen, både spring- og dressurrytterne. Det er både de to beridere tilknyttet skolen, Johnny Hansen og Mette Svare Ehlers, der giver eleverne teoritimer, ligesom det også kan være fagfolk udefra.
– Dem der går her, det er dem, der virkelig går op i heste. Der er selvfølgelig også en masse socialt her, men det er kun mellem hestepiger- og drenge. De er "hestetossede", griner Johnny.
Niveaumæssigt er der plads til lidt af hvert. Nogle af eleverne har kun redet i få år, mens andre allerede har succes i sporten. Det er også forskelligt om rytterne har egne heste med eller låner af skolen.
Eleverne på skolen lægger også vægt på, at der er plads til alle, og at man støtter hinanden lige meget, hvor man er i sin ridekarriere.
– Vi er jo ret forskellige aldersgrupper. Der er nogle på 15 år og op til 24 år. Vi er bare allesammen en stor familie; vi hygger os, der er et vildt godt fællesskab og vi er alle rigtig nørdede i forhold til heste. I weekenden var der for eksempel springstævne her på Vilhelmsborg, hvor vi sad en stor gruppe sammen og så springning. Sådan fortæller Ida Brogaard Philipsen, der har sig egen hest Limaro med på skolen.
Ida fortæller også om hverdagen på skolen. Eleverne kan vælge hvilke skolefag, de vil have, og undervisningsmængden varierer. De får alle undervisning i enten spring eller dressur, og så har de rideteoritimer og fysisk- og mentaltræning. De spiser fælles måltider i skolens kantine og skiftes til at have køkkentjans sammen med køkkenlederen.
Pasning af hestene står man selv for, og eleverne er delt op i foderhold, der skiftes til at have fodervagterne.
Ida Brogaard fortæller videre om sammenholdet på skolen:
– Der har for eksempel været en her, som har været rigtig nervøs for at ride, fordi hendes hest har haft gjordkrampe. Da hun så skulle ride sit første stævne på hesten, så stod vi bare en kæmpe flok og klappede af hende, da hun var færdig. Det, at vi kan bakke hinanden op på den måde, det betyder meget for os.