Thomas Bach Jensen
Dansk Køre Selskab gør sig klar til at tage imod de 90 tilmeldte ekvipager til det traditionelle forårsstævne på Dorthealyst. Foruden de 37 danske kuske topper Sverige med 26 deltagere. Derefter følger Norge, Tyskland, Finland, England, og Belgien.
Dansk Køre Selskab byder endnu engang på hestekørsel på højeste plan, når nogle af Europas bedste kuske den 1. - 4. maj 2014 mødes på Dorthealyst, Knabstrup Møllebakke 4, 4440 Mørkøv (mellem Holbæk og Kalundborg). I løbet af de fire dage præsenteres publikum for elegant dressur, spænding i terrænet og præcision på keglebanen.
Mesterskaber 2014
Sideløbende med det Internationale stævne afholder DKS også Landstævne i kørsel med hest og vogn for kuske der kører Middelsvær klasse. Målet er kvalifikation til DM 2014 som afholdes den 16. - 20. juli på Revsø Ridecenter i Sønderjylland. I begge konkurrencer startes der i klasser for 1-, 2-, og 4-spand hest og pony.
I klassen Young Drivers starter fem ekvipager som sigter mod DM og EM. Femtenårige Maria Buchwald, Viby Sj. starter to ponyer i konkurrence med de lidt ældre drenge, Jannich Sloth, Tune, Mads Kristiansen, Give og svenske Oskar Mortensen. I slutningen af august afholdes EM før børn, junior og Young Drivers i Polen.
Kuske styrer mod VM 2014
23 kuske starter i klassen for 1-spand hest. De er i skarp træning hjemme og kører i udlandet for at opnå max points som er grundlaget for en udtagelse til at forsvare de nationale farver. Verdensmesterskabet afholdes i september måned i Ungarn. Alle ekvipager er ude i samme ærinde. Så der forventes stor konkurrence.
Mange måneders forberedelse forud for stævnet
Dansk Køre Selskab gør alt for, at manges års stævneerfaringer lever op til deltagernes forventninger, både hvad angår kvalitet, afvikling og fornyelse.
Der er 8 faste maratonforhindringer i terrænet omkring Dorthealyst. Opstaldningen af de mange heste sker i rejsestalde, mens der indrettes campingplads til de tobenede med optimale faciliteter for teams, officials og de mange frivillige hjælpere. Desuden skal der gøres plads til parkering af en enorm vognpark og ikke mindst at cafeteria’et i samarbejde med Knabstruphallen på lange dage kan bespise både deltagere og publikum.
Program
Torsdag 1. maj kl. 09-16: Dressur
Fredag 2. maj kl. 09-16: Dressur
Lørdag 3. maj kl. 10-16: Maraton
Søndag 4. maj kl. 10-15: Keglekørsel
/Pressemeddelelse