Portræt af Sidsel M. Johansen

31-01-2009 07:25

Grethe Næsby

27-årige Sidsel M. Johansen har gjort sig positivt bemærket i 2008, hvor hun bl.a. vandt Bundgaard Byg finalen i december.

Sidsel bor på gården Lisedal nær Mørkøv sammen med sin kæreste og forældre. Det unge par har egen lejlighed i en længe af gården, hvor også Sidsels to heste Preussen-Wind og Schianto står. I alt er der plads til 15 heste, hvoraf mange er pensionærer. Sidsel arbejder til daglig som miljøsagsbehandler i Odsherred Kommune efter hun i 2008 blev færdig på RUC. - Udover mit arbejde så går resten af min tid med kæresten, familien, venner og heste, fortæller Sidsel, der dog også får tid til at få undervisning: - Jeg rider ved Morten Thomsen fra Silkeborg, som af og til kommer til Sjælland, men ellers fylder jeg lastbilen og kører over til ham. Så tager jeg som regel tre dage i træk derovre. Folk bliver tit overrasket over, hvor flink han kan være til stævner, hvor han aldrig reagerer på de andre heste under ridning. Herhjemme ved han lige præcis hvilke heste, der hører til hans stald. Ligesådan er det på folden, hvor han har han sin sædvanlige foldkammerat ved siden af sig, og så kan han se alle de andre, - og han holder godt øje med dem! Han får dog ikke lov at være ude hele dagen. Først når jeg kommer hjem, for min mor tør ikke have ham ude, når jeg ikke er hjemme, HVIS nu der skulle ske noget, siger Sidsel med et smil. Al er dog gået efter planen indtil nu, og parret har haft masser af succes på banen i 2008, hvor de vandt de fleste MB-starter ved landsstævnerne. I efteråret debuterede de i Prix St. George og Intermediere I med stor succes. Også til det internationale trakehnerstævne i Hannover gik det rigtigt godt, da parret lå i en top 3 i alle tre klasser. Schianto er Sidsels anden makker og følgesvenden til Bundgaard Byg finalen. Samarbejdet begyndte i august 2008, da familien Rosbøg stillede Schianto til rådighed for Sidsel. At parret er ved at lære hinanden godt at kende, vidner adskillige flotte resultater om: - Vi fik vores debut til JBK i Odense i oktober, hvor det blev til en 4. og 2. plads til dette stævne. Så blev vi inviteret til Baltic Cup på Vilhelmsborg, hvor der var udskrevet tre lille-turs klasser. Her gjorde vi rent bord med hattrick og vandt alle 3 klasser. I årets sidste måned fik vi tildelt et Wild Card til Bundgård Byg finalen i Vallensbæk, hvor vi endnu engang løb af med sejren, forklarer Sidsel fornøjet. Hun bedømmer sit bedste sportslige resultat i 2008 til at være sejren i Bundgaard Byg finalen, men her kunne hun også begynde at mærke presset: - Man må sige, at folk begyndte at forvente, at jeg skulle komme med gode præstationer. Fordi Schianto kigger som han gør, vidste jeg jo godt, at jeg i hvert fald skulle til start i opvarmningsklassen, men alligevel tænkte jeg, at en træningsaften torsdag aften nok også kunne gavne vores ridt til weekendens klasser. Han tog det faktisk overraskende fint derinde med lys i juletræerne og publikum på tribunen. Der manglede dog et rullegardin foran spejlene på kortsiden ved A, og rigtigt nok! Da vi kom ind til Vallensbæk fredag, så jeg bare det flotteste reklame-rullegardin, som hang ned over spejlene på hele kortsiden. Så vidste jeg på forhånd, at Schianto ville kigge. Vi kom ind på banen nede ved spejlene, men så kom vi heller ikke tættere på spejlene, før vi skulle ud igen! Og så er det rimeligt svært at ride en Prix Sankt George! Fredag blev vi derfor den fjerde sidste, øv” fortæller Sidsel ærgerlig, men med et smil i øjenkrogen, for hun er stadig nået langt med sin hest: - Banen var åben igen lørdag morgen fra 7-8, og så måtte jeg bare tidligt hjemmefra og ind og se på reklamer med Schianto. Vi blev da også stille og roligt enige om, at de nok ikke ville æde ham, så da vi kom til start senere på dagen, lagde vi os i spidsen og holdt føringen - også efter küren søndag. Det betød en 1.plads til den lovende ekvipage og en bekræftelse af at Sidsels måde at tackle Schiantos personlighed på nytter: - Lige præcis det her med at takle Schianto, når han ser spøgelser, syntes jeg en kæmpe sejr i sig selv. Det viser mig, at det er den rigtige måde, vi griber det an på, og jeg tror skam nok, at han en dag tror på, hvad jeg byder ham. Vi skal bare lige øve os lidt i at være til start sammen, siger Sidsel varmt. Angående sine håb og drømme for 2009 siger Sidsel: - Jeg håber da, at 2009 byder på flere internationale lille turs klasser, både til Preussen-Wind og Schianto. Jeg skal stadig have noget mere rutine på dem begge, men arbejder da også hen i mod at kunne debutere i Grand Prix. Det er nu svært at sige hvornår det bliver, slutter Sidsel. Kilde: Dansk Ride Forbund

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner